Bestyrelserne har afholdt møder den 31. januar 2023.
Indenfor murene / åbenhedspolitik
Bestyrelsen har gennem nogen tid drøftet bestyrelsens arbejdsform og herunder de enkelte bestyrelsesmedlemmers råderum til at videregive og drøfte de forskellige emner, der behandles på møderne. Samlet set består bestyrelserne af medlemmer, der er valgt dels af byrådet (fem), de ansatte (to) og forbrugerne (p.t. tre repræsentanter er valgt). Et bestyrelsesmedlem kan opleve et dilemma mellem lovgivningens ret strikse regler, der på den ene side indsnævrer ansvaret og retten til at udtale sig om Forsyningens forhold til formand og /eller direktør, og på den anden side ønsket og behovet for at kommunikere med det ”bagland”, som har valgt det pågældende bestyrelsesmedlem. Som aktieselskab er ingen bestyrelsesmedlemmer i selve bestyrelsesarbejdet imidlertid repræsentanter for nogen, men skal ifølge selskabslovgivningen i opfyldelsen af bestyrelseshvervet loyalt arbejde for virksomhedens bedste – også selv om nogle beslutninger en gang imellem har negative konsekvenser for nogle parter. Forsyningen og bestyrelsen er således på dette punkt ikke underlagt de kommunale regler, selvom selskabet er 100% ejet af Kommunen. Det er et bevidst valg fra folketingets side, at man på denne måde har skabt en armslængde mellem ejer og selskab. Alle bestyrelsesmedlemmer er via loven omfattet af en loyalitets- og tavshedspligt.
I praksis tilstræber Forsyningen og bestyrelsen dog at have en udstrakt åbenhed om de væsentligste forhold,
og det besluttes efter hvert bestyrelsesmøde, hvad der kan og skal offentliggøres.
Kommunikationen med omverdenen sker således via nyhedsbreve, pressemeddelelser, Facebook, hjemmeside samt på det årlige forbrugermøde mv.
Forsyningen har i forbindelse med disse drøftelser godkendt en opdateret og udvidet udgave af Forsyningens
bestyrelseshåndbog, der med udgangspunkt i lovgivningen beskriver disse forhold nærmere.
Tillige vil bestyrelsen i forbindelse med en forestående revision af strategien indarbejde åbenhed som et tema.
Foreløbige opgørelser over solgte enheder 2022
Der er foretaget en foreløbig opgørelse af de solgte mængder indenfor vand, spildevand og fjernvarme. Resultatet for 2022 er vist i tabellen nedenfor tillige med resultatet for 2021 samt budgettet for 2022. Der for-
ventes små justeringer inden de endelige tal foreligger.
Arbejdet med opstilling af det endelige årsregnskab er i fuld gang, og bestyrelsen vil senere modtage en endelig udgave efter at revisionen har forestået bearbejdning og godkendelse.
Der er i 2022 solgt lidt mindre vand end det forudgående år. Tallet har i de senere år svinget omkring 900.000
m3. Spildevandssalget svinger tilsvarende omkring 1.300.000 m3. På varmesiden viser tallene, at forbrugerne
og de offentlige institutioner har sparet på varmen i årets løb som følge af energikrisen. Vi forventer at salget i
2023 vil blive øget dels på grund af tilgangen af de 350 nye forbrugere fra Øster Brønderslev og dels fra de
mange virksomheder i Erhverv Syd, som ligeledes er blevet tilkoblet i efteråret 2022.
Ny årsopgørelse sendt ud
Forsyningen har i januar udsendt årsopgørelsen for 2022. Forsyningens IT-leverandør, KMD, har på årsopgørelsen som noget nyt også oplyst det såkaldte graddage ”korrigerede varmeforbrug”, uden at dette begreb er forklaret nærmere. Dette vil blive rettet fremadrettet og Forsyningen har på hjemmesiden lagt en forklaring om graddagekorrektionen frem. Det nye graddagevægtede forbrug vises som følge af et nyt krav i en fakturerings-bekendtgørelse.
Skovrejsning
Vandforsyningen er ved at få godkendt en lille skovrejsning på en matrikel ved Nibstrup på godt tre hektar.
Matriklen er ejet af Forsyningen og ligger i området, som rummer den fremtidige nye kildeplads.
Forsyningen er af myndighederne blevet pålagt at plante erstatningsskov i forbindelse med at vi har fået øget
vores vandindvindingstilladelser på Nordre og Vestre kildepladser. Det har således været en pligtig opgave at finde et egnet areal. I forbindelse med de ejendomme som Forsyningen har erhvervet i Nibstrup vil der på et senere tidspunkt komme et samlet projekt omkring det udtryk og funktion som arealerne skal have, når arealerhvervelserne er tilendebragt.
Nye lån
Fjernvarmeforsyningen har i de sidste par år haft store investeringer til udbygning af distributionsnet, pumpestationer og tilslutning af nye kunder i bl.a. Erhverv Syd mv., ligesom som der er investeret i den nye ledning mellem Øster Brønderslev og Brønderslev Varme i forbindelse med sammenlægningen pr. 1.12. 2022.Forsyningen har derfor optaget nye lån. Lånene vil også dække Varmeforsyningens anlægsaktiviteter i indeværende år. Med hensyn til lån til etablering af ledningen til Øster Brønderslev, så vil denne andel af lånebeløbet alene blive tilbagebetalt af forbrugerne i Øster Brønderslev gennem et særligt kraftvarmetillæg. Rent teknisk er det dog Brønderslev Varme, der har lagt pengene ud.
Der er indgået to låneaftaler.
Der er optaget et variabelt forrentet lån i Nordea Kredit på 40 mio. kr. Der er samtidig foretaget en rentesik-
ring med renteswap af halvdelen af lånet, dvs. 20 mio. kr. Således har de 20 mio. kr. en fast forrentning på ca. 2,9 %
Der er samtidig med Spar Nord aftalt en leasingramme på op til 18 mio. kr., som løbende vil blive disponeret i
løbet af 2023 til nye investeringer i varmepumpe og solceller. Beløbet er rentesikret fra 1.1.2024 med en 20
årig swap. Forsyningen har tidligere vedtaget en finansiel politik, der tilsiger, at minimum 70% af lånene er etableret med
fast rente, og denne grænse er med de nye lån overholdt.
Kilde: Brønderslev Forsyning