Ugens Lørdagslæsning er fuld af spænding
En stor del af Brønderslev Biblioteks virke er Det Mobile Bibliotek, som sørger for, at lånere i hele kommunen har mulighed for at komme på biblioteket. Det Mobile Bibliotek er faktisk en stor, ombygget lastbil, og det kræver sin mand at styre sådan en ned ad vejene i Brønderslev Kommune. Heldigvis har vi Michael, eller Tuure, som han går under i daglig tale, og ligesom alle os andre er han en læsehest. I dag vil han anbefale Steffen Jacobsens “De stumme piger”:
“Bogen er nummer to i serien med Tanya Nielsen og Jakob Nordsted, men den kan godt læses uden at have læst den første. Den handler om en voldtægtsforbryder, Gordon Nimb, som ud over de syv voldtægter, som han allerede er dømt for, har voldtaget en mængde piger, som af forskellige årsager ikke kan anmelde voldtægten, uden at de selv kommer i problemer. Tanya får en ny makker af anden etnisk baggrund, Kadeem, og da nogle af pigerne også er anden etniske, giver det en del problemer for samarbejdet, da de to efterforskere kommer med så forskellige baggrunde. Bogen er spændende lige til sidste side, og man bliver mange gange overrasket over den drejning, som sagen tager.”
Lyder det som noget for dig? Så reserver bogen på bibliotekets hjemmeside eller i appen Biblioteket (iOS / Android), så Michael kan tage den med i Det Mobile Bibliotek, næste gang han kommer til en holdeplads nær dig. Se Det Mobile Biblioteks køreplan lige her.