Ny udlejningsrekord i 2021 drevet frem af danske overnatninger frem for tyske. Fordelingen kan ændre sig i år – men der er allerede booket flere overnatninger for 2022.
Der var historisk meget gang i udlejningsaktivitet på sommerhusmarkedet i det forgangne år. Hele 715.345 udlejede uger mod den hidtidige rekord på 691.121 uger tilbage fra 2019 – før pandemien ramte os og ændrede vores feriemønstre.
Rekorden skyldes i høj grad, at flere danskere valgte at holde ferie inden for landets grænser i en tid med både udenlandske rejserestriktioner og frygt for at blive ramt af smitte på rejsen.
Samlet stod danskerne for små 45 % af overnatningerne i de danske feriehuse i 2021 mod en andel på 40 % året før. Både i 2020 og 2021 har de danske feriehuse budt velkommen til et usædvanligt højt antal danskere, viser nye tal fra Danmarks Statistik som Realkredit Danmark og Home har set nærmere på.
Cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig fortæller, at i de forgangne ti år, før vi blev ramt af Corona, stod danske familier for blot 20 % af feriehusudlejningen.
”Danskerne har altså mere end formået at tage over, når især tyskerne valgte at blive hjemme fra det danske sommerland,” siger cheføkonomen.
Tyskerne er dog stadig dem, som er mest flittige til at leje de danske sommerhuse. I 2021 stod tyskerne for tæt ved 53 % af de samlede overnatninger mod 56 % i 2020 og i omegnen af 70 % i årene før.
Endnu flere bookinger i 2022
De nyeste tal for feriehusbookinger i 2022 viser en stigning på 6 % i forhold til samme tidspunkt for et år siden. Og stigningen skyldes primært, at de tyske bookinger er gået frem med 15 %. Til gengæld er de danske bookinger gået tilbage med 26 % i forhold til sidste år, men de ligger markant højere end i 2020, altså før Corona, med 40.100 husuger for 2022 mod 31.500 husuger i 2020.
Uanset fordelingen på nationaliteter kan man som sommerhusejer, der ønsker at leje ud nogle uger om året, altså se frem til stor interesse lyder det fra Home.
”Sommerhusferie er fortsat en yderst populær ferieform, så det handler nok mest om, hvilke lande lejerne kommer fra i fremtiden,” siger Homes boligmarkedsanalytiker Henrik Hauthorn Jensen.
Udlejningsbureauerne melder ved indgangen til 2022, at sommerhuse er blevet en mangelvare, og de frygter, at de specielt i højsæsonen må skuffe nogle kunder.
Så mange sommerhuse og fritidshus-grunde er til salg lige nu.
Kilde: Home (Foto: Palle Skov)