I en ny rapport gør Sundhedsstyrelsen status på efterårets vaccinationsindsats mod covid-19, influenza og pneumokoksygdom. Samlet set har det været en vellykket vaccinationsindsats, hvor det er lykkedes at få høj tilslutning til alle tre vaccinationsprogrammer på tværs af befolkningsgrupper i samfundet.
Sammenkoblingen af tre vaccinationsprogrammer i én udrulning i efterårssæsonen har været en stor succes med over 3,7 millioner vaccinationer. Covid-vaccinationsindsatsen under højdepunktet i pandemien viste, at vi med et tæt samarbejde mellem stat, regioner og kommuner kunne tilrettelægge vaccination af store befolkningsgrupper på en struktureret og koordineret måde.
Der var nære og lettilgængelige vaccinationstilbud understøttet af effektive it-systemer og målrettet kommunikation. Vi har fortsat det tætte samarbejde i efterårets vaccinationsindsats. Sammen med de praktiserende læger og private vaccinationsfirmaer har regionerne og de statslige myndigheder gennemført en vellykket og effektiv tilrettelæggelse af tilbuddet. Borgerne kunne selv booke tid til vaccination, og mange valgte at blive vaccineret med flere vacciner samtidig.
Formålet med den nye organisering var at forebygge mest mulig sygdom og død samt belastning af sundhedsvæsenet ved at opnå en høj tilslutning og samtidig få en bedre udnyttelse og fordeling af vaccinerne, så de indkøbte doser kom de rette borgere til gavn.
”Efterårets vaccinationsindsats har været en stor succes. Vi har fået en rigtig høj tilslutning til vaccination mod både covid-19 og influenza – særligt blandt de ældste og mest sårbare. Sammenholdt med andre europæiske lande ligger vi helt i top, og det skal vi være stolte af,” siger sektionsleder Kirstine Moll Harboe, og fortsætter: ”befolkningen har taget godt imod vaccinationscentrene, og mange benyttede muligheden for at booke vaccination on-line. Nu skal vi bygge videre på de gode erfaringer.”
Vi bygger videre på erfaringerne
Selvom det generelt har været en vellykket vaccinationsindsats, har der været nogle udfordringer, der skal arbejdes med i tilrettelæggelsen af det kommende sæsonvaccinationsprogram.
Der blev oprettet et meget stort antal og forskelligartede vaccinationstilbud, så borgerne kunne opleve, at det var let at blive vaccineret. En væsentlig erfaring er dog, at et meget stort antal vaccinationssteder ikke har stor betydning for tilslutningen, når det kommer over et vist niveau. Til gengæld udfordrer det kommunikationen, logistikken og fordelingen af vaccinerne.
Den ny rapport er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Task Force for Nationale Sæsonvaccinationsprogrammer, med input fra øvrige involverede aktører og er en erfaringsopsamling, der gennemgår tilslutning til vaccination, forskelle i geografisk og social lighed for tilslutning og de organisatoriske rammer for vaccinationsindsatsen.
Den statslige-regionale organisering af vaccinationsprogrammerne bygger på de positive erfaringer fra udrulningen af vaccinationsprogrammet under covid-19 epidemien og er et nybrud i forhold til tidligere sæsonvaccinationsindsatser.
Sundhedsstyrelsens rapport med erfaringerne fra den netop overståede sæson vil blive brugt som en del af grundlaget for planlægningen af vaccinationsindsatsen til næste efterår.
Kilde: Sundhedsstyrelsen