Knapt 49.000 af 5-11 årige børn er blevet vaccineret mod covid-19. Revaccinationsindsatsen skrider også fremad, og over 2½ million forventes at få en invitation til revaccination før nytår.
For to uger siden kom Sundhedsstyrelsen med en anbefaling om, at alle 5-11-årige bliver vaccineret, og allerede nu er knap 49.000 børn mellem 5 og 11 år i gang med deres vaccinationsforløb. Det svarer til over 11 procent af målgruppen. Dertil har ca. 80.000 bestilt tid til vaccination i de regionale vaccinationscentre i den kommende tid.
”Jeg er glad for at se, at mange forældre har valgt at tage imod tilbuddet om vaccination til deres børn. Smitten er høj lige nu blandt de yngre børn og den spreder sig fra børnene til forældre og bedsteforældre. Derfor er vaccination af børn et afgørende værktøj til nedbringe smitten og stoppe smittekæder. Mit håb er, at vi de kommende uger ser en endnu flere børn ude på et af de mange vaccinationssteder,” siger vicedirektør Helene Probst, og fortsætter:
”Hvis man som forældre er i tvivl om, hvorvidt man bør tage imod tilbuddet, vil jeg opfordre til at besøge Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Her kan man finde svar på mange af de spørgsmål, der kan dukke op, når man som forældre skal beslutte, om ens barn skal vaccineres mod covid-19. Man kan også tage en snak med familiens praktiserende læge.”
Regionerne tilbyder vaccination af børn i alderen 5-11 år i de regionale vaccinationscentre, og derudover er der mange praktiserende læger, der tilbyder vaccination af børn. På Sundhedsstyrelsens Danmarkskort kan man finde det nærmeste sted, der tilbyder vaccination.
Ekstra fokus på revaccination
Sundhedsstyrelsen arbejder sammen med regionerne og andre aktører på at sætte ekstra fart på revaccinationen. I dag bliver man inviteret til revaccination 5½ måned efter sit andet stik. Der arbejdes løbende på, hvordan endnu flere kan blive revaccineret. I starten af næste uge bliver der givet en status på dette arbejde.
Kilde: Sundhedsstyrelsen