I dag åbner udstilling om nordjyske oprør
Oprørsudstilling præger vinterferien på Aalborg Historiske Museum
I dag lørdag d. 15. februar 2020 åbner den nye udstilling Oprør i Nordjylland på Aalborg Historiske Museum. Her undersøges det, om vi nordjyder er særligt oprørske. Åbningen markeres blandt andet med protestsange og besøg af Skipper Clements landsknægte. I vinterferien kan børn desuden starte sit helt eget oprør med skilte, løbesedler og badges i museets oprørsværksted.
Vinterferien indledes på Aalborg Historiske Museum med åbningen af den nye udstilling Oprør i Nordjylland. Her stilles der skarpt på det nordjyske oprør, og der zoomes blandt andet ind på kampen for at få et universitet til landsdelen, på demonstrationerne mod nazisterne, da de flyttede til Nørresundby, og på de mange protester, da der blev boret efter skifergas ved Dybvad. Alt sammen for at undersøge – sammen med publikum – om vi nordjyder er specielt oprørske.
Et af udstillingens højdepunkter er genskabelsen af dele af den massegrav, som arkæologer fandt i 2014-15 og igen i 2019. En massegrav, hvor ofre fra Stormen på Aalborg 18. december 1534 blev gravlagt. Et dramatisk slag i Grevens Fejde, hvor bondeoprøreren Skipper Clement og hans mænd led et sviende nederlag. Her kan publikum med egne øjne se resultatet af det nok blodigste oprør, Nordjylland nogensinde har set.
Mød Skipper Clements landsknægte og protestbevægelsen mod skifergas
Oprør i Nordjylland åbner i dag d. 15. februar, og på åbningsdagen kan man opleve nogle af de nordjyske oprør på tæt hold – blandt andet synger protestbevægelsen ”Skifergas – Nej tak” protestsange fra dengang, hvor den gjorde oprør mod prøveboringer efter skifergas ved Dybvad.
Publikum vil også kunne møde nogle af de landsknægte, som kæmpede sammen med Skipper Clement, da Johan Rantzau i 1534 stormede byen under Grevens Fejde. De har taget deres våben med – hellebard, sværd og luntemusket samt bondevåben som udrettet le, rive og hakke – våben, som de brugte i deres kamp for Aalborg.
Der er desuden sang ved Blegebrønde Proptrækkerkor, der synger visen om slaget ved Sankt Jørgensbjerg i 1441 samt rundvisninger i udstillingen.
Der er gratis entré på hele åbningsdagen, og der holdes ekstraordinært åben søndag 16. og mandag 17 februar. Flere gange i løbet af vinterferien er der desuden rundvisninger i den nye udstilling.
Oprør i vinterferien
Oprør er ikke kun en voksenting, og udstillingen er også i høj grad for børn. Blandt andet vil et særligt børnespor i udstillingen guide de yngste, og i vinterferien kan de desuden gå på jagt med et gratis oprørspas, som skal stemples hver gang, de har løst en af de fem opgaver i udstillingen. Undervejs får de brug for både hænder, ører og øjne, og når passet er fyldt op med stempler, så får man ved fremvisning af passet i butikken en lille præmie.
Onsdag 19. februar har børn mulighed for at starte sine helt egne oprør, når museet åbner et helt særligt oprørsværksted. Har kan man gøre oprør mod det, man synes burde være anderledes – det kan fx være senere sengetider eller at dyrene skal have det godt. I oprørsværkstedet kan man få hjælp til at tegne og lave protestbadges, trykke løbesedler på en gammeldags spritduplikator eller fremstille protestskilte. Der vil også blive en collagevæg, hvor man kan hænge sit krav eller ønske op, så alle kan se det.
Oprøret udkommer i også bogform
I forbindelse med udstillingen Oprør i Nordjylland udgives samtidig en ny bog med samme titel. Den undersøger, ligesom udstillingen, påstanden om, at nordjyder er særlig oprørske, og at der er et specielt sammenhold i det nordlige såkaldte Udkantsdanmark, som maner til kamp mod uretfærdigheder.
Bogen er et skarpt vinklet portræt af livet i en landsdel langt fra magtens centrum og af de mennesker, der lever i den. Et portræt, der både kan ses som supplement til udstillingen eller læses selvstændigt. Bogen er skrevet af samfundsforsker Johannes Andersen, arkæolog Stig Bergmann Møller samt historikerne Poul Duedahl og Morten Pedersen.
Oprør i Nordjylland er blevet til i samarbejde med designbureauet Torden & Lynild og er støttet økonomisk af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Aalborg Kommune Kulturens Udviklingspulje og Region Nordjyllands Lille Kulturpulje.
Program for åbningen af Oprør i Nordjylland 15. februar 2020
Kl. 11.00-11.45:
Velkomst ved museumsdirektør Lars Nørbach, åbningstale ved rådmand Mads Duedahl (V) samt sang ved Blegebrønde Proptrækkerkor fra Fjerritslev, der synger visen om slaget ved Sankt Jørgensbjerg 1441 og synger for ved fællessangene Skipper Klements morgenvise og Den danske sang er en ung blond pige.
Kl. 11.45-15.00:
Landsknægte fremviser våben fra tiden omkring Grevens Fejde (1534)
Kl. 12.00-12.20:
Protestsange ved “Skifergas – Nej tak bevægelsen”
Kl. 13.00, 13.30 og 14.00:
Gratis rundvisning i udstillingen efter først til mølle-princippet
Der er gratis adgang til Aalborg Historiske Museum på hele åbningsdagen.
Arrangementer i Vinterferien
Lørdag 15. februar: Bogen Oprør i Nordjylland udkommer.
Onsdag 19. februar kl. 10.00-15.00: Oprørsværksted for børn. Pris 25 kr.
Onsdag 19. februar kl. 13.00: Rundvisning i Oprør i Nordjylland. Pris 85 kr. inkl. entré.
Lørdag 22. februar kl. 13.00: Rundvisning i Oprør i Nordjylland. Pris 85 kr. inkl. entré.
Kilde: Nordjyllands Historiske Museum