Efter aflysninger i forbindelse med corona-nedlukningen er Brønderslevs lokale “Springbrætbandet” nu atter klar til at tage ud og optræde.
4. april kl. 19.00 kommer de i BASaren i Nørregade med deres egne fortolkninger af Beatles sange, og det er både kendte og mindre kendte Beatlesnumre, der står på setlisten.
“En finurlighed ved koncerten, er at numrene bliver afspillet i kronologisk rækkefølge, så det samtidig bliver en slags fortælling om udviklingen af Beatles musik” udtaler Ole Frandsen fra Springbrætbandet.
Medlemmerne i bandet har længe glædet sig til at komme ud og spille igen, og at give koncert i BAS har de prøvet flere gange før, gerne med et stort stampublikum.
Billetter til koncerten kan købes i forsalg på www.basbio.dk, i BASbios kiosk, eller i døren på selve spilledagen fra kl. 18.30. ”Køb dem før din nabo. Eller endnu bedre; køb dem sammen med din nabo”, som Mette Andersen fra Brønderslev Amatør Scene (BAS) siger med et smil.
I BAS nyder man også, at det igen er blevet muligt at afholde koncerter.
Efter Springbrætbandet kommer esbjergensiske Nina Andreasen d. 9. april. Hun spiller egne sange som bliver krydret med gode røverhistorier om livet i Esbjerg – der pudsigt nok minder om livet mange andre steder i udkanten af Danmark.
Forårssæsonen afsluttes d. 19. april med et stand-up show med Thomas Hartman, Nicolaj Lange og Simon Tang, og til efteråret er en koncert med Michaela Petri og Lars Hanibal allerede sat i salg.
Kilde: BASaren