På fredag er det præcis 60 år siden tidligere DKP-formand Aksel Larsen stiftede Socialistisk Folkeparti (SF). Det fejres også i Brønderslev, hvor lokale SF’ere fredag eftermiddag uddeler kagemand og kagekone foran Føtex.
”Der er sket så utrolig meget for SF gennem de 60 år – både på landsplan og her i kommunen. Lokalt har vi afsat mærkbare spor. Vi har haft perioder med både et, to og tre byrådsmedlemmer. Set i bakspejlet synes vi virkelig, at SF-vælgerne har fået værdi for deres stemmer. Desværre røg vi helt ud af byrådet ved det seneste valg. Der er ingen tvivl om, at regeringsdeltagelsen og måden SFs holdninger i den forbindelse blev kørt ud på et sidespor, kostede meget og var en medvirkende årsag. Omvendt hører vi nu, hvor SF er ude af byrådet, at mange lokalt savner SF til at holde til, holde resten af byrådet på rette spor både menneskeligt og miljømæssigt”, siger Henning Jørgensen, der om nogen har repræsenteret SF i Brønderslev Kommune gennem de seneste mange år. Henning sad tidligere i byrådet både før og efter kommunesamelægningen. Han er nuværende bestyrelsesmedlem og den lokale kandidat ved det forestående valg til Folketinget.
SF stormede ind i Folketinget med 11 mandater ved valget i 1960. Ved valget i 1966 fik SF 20 mandater. Siden har SF oplevet mange op- og nedture. Valget i 1977 bliver det dårligste for SF nogensinde, og partiet får kun syv mandater. I 1980erne vender udviklingen og SF får over 20 mandater ved samtlige valg i 1980erne. Det topper i 1987 med 27 mandater. ”Lige nu ser det ud til, at vi går frem ved det kommende folketingsvalg. Vi er blevet kendt som et parti, der altid går sagligt ind i forhandlinger, men samtidig sætter en grænse, når mennesker og miljø ikke bliver behandlet ordentligt. Det kan være svært at være saglig i en verden, hvor nemme løsninger vinder frem og nogle gør kompliceret politik til korte tweets. Men netop sagligheden er det dna, SF er født af og har holdt fast ved gennem samtlige 60 år. Fredag glæder vi os til at snakke med folk på gaden over et stykke kage og høre, hvilke emner der rører sig”, slutter Henning Jørgensen.