Selvom det stadig er forbudt at lave bål og brænde heksen af pga. tørken, så holder mange byer og foreninger, stadig Sankt Hans med taler og fællessang og andre sociale tiltag. Nederst i artiklen er oversigten over hvad man ikke må ifølge afbrændingsforbuddet.
Her er de arrangementer som vi på Brønderslev Avis lige faldt over:
Brønderslev by.
Her er det byens Rododendron park som danner rammen om en aften ved søerne med masser af musik og anden underholdning. Båltale ved Lasse Risgaard. Arrangementet starter kl. 19.00. Arrangør Borger 9700.
Ø. Brønderslev.
Her sker det på Sportspladsen på Bålhøj, båltale ved Janus Hove. Salg af øl – vand. Arrangør Borgerforeningen.
Stenum.
Her er det på sportspladsen, som en del af byens sommerfest, hvor der er fællesspisning af helstegt pattegris i teltet, hoppeborge til børnene og båltale. Start kl. 18.00. Arrangør TSI.
Serritslev.
Her ligger Skovpladsen græs til, Her starter man kl. 17.00 med at grillen tændes. Båltale ved Line Vanggaard Pedersen. Der sælges bl.a. pølser, brød, øl og vand.
Manna-Thise.
Her skal man i Samlingshuset, der starter med fællesspisning kl. 18.00. Båltale ved fhv. TIF-formand Tony 20.00.
Kraghede.
Der mødes man ved klubhuset til en ildløs Sankthans kl. 18.00, i stedet er det buffet. Kl. 20.00 er der båltale ved præst Jens Staghøj Liisberg. Der sælges øl, vand mm.
Hallund.
Ved klubhuset, båltale kl. 20.00 ved Daniel Philip Husted Echers. Øl og vand sælges. Grillen er varm fra kl. 18.00, medbring egen kød til grillen.
OBS!
Afbrændingsforbuddet betyder, at det ikke er tilladt:
At bruge kulgrill
Det betyder: Enhver form for brug af grill hvor brændsel har en glødende effekt (såsom kul, træ, briketter eller andet brændsel der kan frembringe gløder), er ikke tilladt, heller ikke på egen/privat grund.
At bruge grill udenfor egen/privat grund med beboelse
Det betyder: Enhver form for brug af grill (uanset om det er med kul, gas, træ, briketter eller andet brændsel) på offentlige/fælles arealer, fx parkeringspladser, græsarealer, boldbaner, parker mm., eller i naturen, fx i skove og plantager, på strande, heder, marker, på og ved søer, kystnært hav (mindre end 200 meter fra land) og lign., er ikke tilladt.
At ryge i naturen
Det betyder: Rygning af pibe, cigaretter, cerutter, cigarer, vandpiber og enhver anden form for ved glød, flamme el. lign. antændt rygesubstans på offentlige/fælles grønne områder med græs, planter og anden beplantning, fx græsarealer, boldbaner, parker, vejrabatter mm., eller fx i skove og plantager, på strande, heder, marker og lign., på og ved søer og kystnært hav (mindre end 200 meter fra land), er ikke tilladt.
At tænde bål og bruge åben ild udendørs, herunder også Pyroteknik og fyrværkeri
Det betyder: Enhver form for afbrænding af bål (uanset om det er med kul, træ, briketter eller andet brændsel), herunder også afbrænding i bål fad, samt Skt. Hans-bål, afbrænding af haveaffald, skovaffald, øvrigt affald, halm, siv og lign., og al udendørs brug af ovne, ildsteder, fakler, haveblus, stearinlys og lign., inkl. på og ved søer, og på kystnært hav (mindre end 200 meter fra land), er ikke tilladt.
At bruge apparater/genstande der skaber gnister, gløder eller flammer udendørs
Det betyder: Enhver form for brug af ukrudtsbrænder, privat svejsning af tagpap og lign. ved brug af åben flamme, privat udendørs brug af vinkelslibere og andet udstyr, som frembringer gnister eller gløder, udendørs brug af terrassevarmere og lign., udendørs brug af antændere, og udendørs brug af koge- eller varmeapparater o. lign., der fungerer ved brug af brandfarlige væsker eller substanser som sprit, gas, benzin, svovl og lign., er ikke tilladt. Det gælder også på og ved søer og kystnært hav (mindre end 200 meter fra land).
Brønderslev Avis håber at alle får en god Sankt Hans alligevel!