Nye cyklister bruger sommerferien til at finpudse teknikken inden skolestart, hvor mange børn begynder at cykle hver dag. Få fem råd til, hvordan du gør cykellivet trygt og sikkert for dine børn.
Det koster blod, sved og skrabede knæ at tæmme en pedalcykel, og i disse uger er villavejene fyldt med ivrige forældre og koncentrerede børn, der forsøger at mestre cyklekunsten. Cirka 60.000 børn starter i 0. klasse til august, og halvdelen af dem cykler selv til og fra skole, hvilket betyder mange usikre og bløde trafikanter på vejene.
– Som forældre er det nogle gange nemmere og mere trygt at køre børnene i skole i bil. Men det er faktisk synd for dem at gøre, for den daglige cykeltur opbygger indlæringsevnen, giver en større følelse af selvværd og selvstændighed samt forbedrer konditionen og evnen til at indgå i sociale relationer. Og kigger man på statistikken, er det ganske få børn under syv år, der kommer alvorligt til skade i trafikken, fortæller Per Normann, der er ansvarlig for cykler i varehuskæden Biltema, der er blandt landes største forhandlere af cykler og cykeludstyr.
Per Normann giver her sine bedste råd til, hvordan du giver dit barn en sikker start på cyklen:
Husk cykelhjelmen! Hver evig eneste gang!
Som det allerførste – ja, før cyklen – skal I anskaffe en god cykelhjelm. Alle hoveder er forskellige, så ned i butikken og prøv den model, der passer dit barn bedst. For nogle år tilbage opfandt en gruppe af svenske neurokirurger en hjelmteknologi kaldet MIPS, der minimerer risikoen for hjerneskader i forhold til almindelige cykelhjelme. Ligesom mange andre producenter, har Biltema implementeret MIPS-teknologien i mange af vores hjelme, og jeg vil klart anbefale at gå efter det gule MIPS-mærke, når du vælger din næste cykelhjelm.
Grundlæggende cykelfærdigheder
Inden du kan sende dit barn afsted mod skolen, er det vigtigt, at den basale teknik såsom at holde balancen og at bremse og svinge er på plads. Barnet skal kunne kigge op fra styret og orientere sig, mens det cykler. Og så skal det kunne køre med én hånd – både venstre og højre, uden at miste balancen. Lav gerne nogle bremselege, så du sikrer dig, at barnet kan stoppe hurtigt op ved almindelig fart.
Find en cykel, der passer
Det er umuligt at blive en god cyklist, hvis cyklen er for lille eller for stor. Så lad være med at købe en cykel et par numre for stor, blot for at barnet kan bruge den længere. En for stor cykel er svær at manøvrere, og bremsen kan være for hård og placeret uhensigtsmæssigt på styret, hvilket øger risikoen for ulykker.
Læg den sikreste rute
Den korteste og hurtigste vej til skole er ikke nødvendigvis den bedste, hvis den fører over stejle bakker eller veje uden lysregulering. Kør ruten flere gange med dit barn, og gør opmærksom på de steder, hvor barnet skal være særligt opmærksomt. Byt rollerne rundt, og lad til sidst barnet føre vejen og fortælle dig, hvor I skal være varsomme.
Korrekt indstilling og vedligehold
Når man køber en cykel, indstilles saddel og styr ofte, så de passer til barnet. Men børn vokser hurtigt, og forældre skal derfor jævnligt justere sadlen. Tommelfingerreglen er, at benet skal være strakt næsten helt ud, når barnet træder pedalen ned. Og husk at pumpe! Halvflade dæk giver farlige svingegenskaber, og gør det træls at cykle.