I sidste weekend i uge 12, skulle ØBI Serie 3 – pulje 24, have startet den nye sæson op og spillet mod FC Vakok i Frederikshavn, den kamp var heldigvis aflyst da FC Vakok ikke havde en bane der kunne bruges. Heldigvis, fordi ØBI oplevede at en del af spillerne på klubbens Serie 3, pludselig ønskede at skifte til andre klubber.
Årsagen til ønsket om nye klubber, var at en del spillere ikke synes at der var grundlag for et slagkraftigt Serie 3 hold pga. mange spillere på følsomme pladser var ude med langvarige skader, andre spillere havde det svært pga. arbejdstider og job i andre regioner og kunne derfor ikke træne så ofte, så der ikke var ret stor deltagelse til holdets træninger lige pt.
Dette kom noget bag på ØBI Fodbold bestyrelse og Formand Søren Hvidesten, som derefter indbød alle klubbens spillere til et møde hvor man ville diskutere emnet. På mødet kom man frem til, at man ville se om der kunne stilles et hold i Serie 5 frem over og klubbens andet Serie 5 hold, et hold udelukkende bestående af Ukrainere, ville gerne stille op og overtage Serie 3 pladsen, hvis klubben støttede op om holdet og det ville ØBI Fodbold gerne.
Ukrainerne træner sig selv, så førsteholdstræner, Mads Bastholm blev i overskud, da serie 5 holdet ikke ville trænes så hårdt som Serie 3 holdet tidligere var blevet det, heldigvis tog Mads godt imod dette budskab, da han just er blevet far og sagtens kan bruge den ekstra tid hjemme hos sin familie.
Torsdag aften d. 30 marts holdt ØBI Fodbold så atter møde, denne gang med spillerne der ville stille op og stå til rådighed for Serie 5 holdet og der var der hele 23 navne på listen, til stor glæde for ØBI Fodbolds bestyrelse. De fremmødte enedes også om at træne en gang om ugen sammen med klubbens 7 mands hold, således at de kunne mønstre folk nok til en ordentlig omgang træning. Træningen er tirsdag aften fra kl. 19 – 20.30.
Så lørdag d. 1. april tørner ØBI´s nye Serie 3 hold ud med hjemmekamp mod Skagen IF på Arena Brønderslev El-Teknik A/S kl. 14.00. Serie 5 holdet i pulje 100 spiller deres første kamp mandag d. 3. april ude mod Dybvad/Hørby med kampstart kl. 18.00, desuden stiller klubben som nævnt med et 7 mands herrehold, så seniorfodbolden overlevede heldigvis i ØBI.