Den tidligere ØBI-træner, Jørgen ’Jøsse’ Larsen, er ny mand i trænersædet hos TSI Fodbolds herrehold. Med ham kommer ny holdleder Mogens Thomsen, og allerede nu er den nye træners forventning klar: TSI skal forblive i serie 4.
Efter lang tids søgen har Tolstrup-Stenum Idrætsforening Fodbolds herrehold nu fundet deres nye træner. Valget er faldet på den 58-årige Jørgen ’Jøsse’ Larsen, som sammen med holdleder Mogens Thomsen, 57 år, nu skal stå i spidsen for TSIs nyslåede serie 4-hold. Og den nye træner har allerede målsætningen klar: TSI skal blive i serie 4.
– Ambitionen er helt klart at blive i serie 4, selvom det bliver en udfordring, da vi er havnet i en stærk gruppe med nogle gode fodboldhold. TSI har jo været lidt af et elevatorhold og har vekslet mellem serie 4 og 5 de seneste år. Derfor skal vi nu finde frem til, hvordan vi bliver i serie 4, fortæller Jørgen Larsen og fortsætter:
– Men jeg vægter også det sociale højt. Det var også derfor, jeg valgte at blive træner i Stenum, selvom jeg regnede med et friår, efter jeg var træner i ØBI. Men klubben passede rigtig godt til mig, så jeg ser frem til trænertjansen.
Jørgen Larsen, der til dagligt arbejder som bager hos Konditorbageren i Brønderslev, har stor erfaring som fodboldtræner gennem de sidste mange år blandt andet hos ØBI, Jerslev og Sulsted. Og spørger man TSI Fodbolds formand, Michael Bang, er han ikke i tvivl om, at man har fundet den rette mand til jobbet:
– Med Jørgens store og mangeårige erfaring som fodboldtræner, er vi sikre på, at han kan ruste holdet til serie 4. Derudover er Jørgen også en social profil, som helt sikkert vil klinge godt med gutterne, der spiller fodbold her i klubben, siger Michael Bang og fortsætter:
– TSI er jo en fodboldklub med både sportslige og sociale ambitioner, som vi mener går hånd i hånd med hinanden. Derfor har vi ledt med lys og lygte efter en træner, der opfylder netop de to kriterier, og det mener jeg, vi har fundet i Jørgen.
Jørgen Larsen afholdte sit første træningspas, da TSI Fodbold skød sæsonen i gang med klubbens årlige standerhejsning, som løb af stablen lørdag den 2. Februar. Og det var godt at komme på græs igen, lyder det fra TSIs formand:
– Selvom banerne var dækket med sne, så var det godt at komme ud og trille lidt med en fodbold igen efter en lang vinter. Det var en helt kanon dag, hvor hyggen var i højsædet, siger Michael Bang slutteligt.