Nyt rygestoptilbud i Brønderslev Kommune
I de næste 3 år sætter Brønderslev Kommune fokus på, at borgere med psykiske lidelser eller andre sociale udfordringer får bedre støtte til at holde op med at ryge eller nedsætte deres cigaretforbrug. Det sker gennem projekt ”Røgfrihed for alle”, som Brønderslev kommune har fået tilskud til fra Sundhedsstyrelsen.
Med projektet ønsker Brønderslev Kommune at udvikle et mere fleksibelt rygestoptilbud til mange af de borgere, som ikke tilmelder sig eller har udbytte af de almindelige rygestopfor-løb i sundhedscentrene. Fleksibilitet er nøgleordet for projektet, da tilbuddene skal foregå mere på borgerens præmisser, hvad enten de har behov for et individuelt forløb, eller et forløb i en gruppe, eller måske kun ønsker rådgivningen online via telefon eller PC.
Martin Bech, Formand for Social- og Sundhedsudvalget (Venstre) udtaler: ’’Det er velkendt, at ulighed i sundhed er en stor samfundsmæssig udfordring. I projektet ’’Røgfrihed for alle’’ har alle borgere, der ønsker at reducere deres forbrug af cigaretter eller helt at stoppe, mu-ligheden for at få den hjælp, netop de har brug for. Dét er et skridt i den rigtige retning, for at mindske uligheden’’
Rygning er den faktor, der har størst negativ indflydelse på menneskers sundhed. Der er 2-3 gange flere rygere blandt borgere med psykisk sygdom, end i den øvrige befolkning. Rygning er dermed den væsentligste årsag til langt højere dødelighed for borgere med psykisk sygdom.
Projektet er udviklet på tværs af Socialpsykiatrien, Sundhedscentret og Ungecentret og vi kommer til at samarbejde med bl.a. Psykiatrisk Sygehus, de praktiserende læger, Visitation og Jobcenteret om at henvise borgere til rygestoptilbuddene.
’’Der er behov for at tilpasse rygestoptilbuddene, så de passer bedre de borgere, der er målgruppen her. Støtten skal også være let tilgængelig. Vi tror på, at det tætte samarbejde mellem Sundhedsområdet og Socialpsykiatrien bliver rigtig godt. Så vi har en forventning om, at det vil føre til flere røgfrie borgere” siger Anette Thorsen, rygestoprådgiver i social-psykiatrien.
Mange borgere med psykiske eller sociale udfordringer har et ønske om et sundere liv, men har brug for støtte til at gennemføre ønsket om at skære ned på cigaretterne eller helt holde op med at ryge.
Dette er også tilfældet for Charlotte Jensen, daglig bruger af Det Blå Hus. ’’Jeg har længe haft et stort ønske om at stoppe med at ryge, så da Anette tilbød gratis rygestopløb lige her i Det Blå Hus, så sagde jeg ja. Allerede nu har jeg skåret kraftigt ned på cigaretterne og i næste uge stopper jeg helt. Som jeg siger til mine børn – Hvis jeg kan, så kan I også.’’
Inden sommeren blev medarbejdere fra Sundhedsområdet og Socialpsykiatrien uddannet rygestoprådgivere og vi opstartede 3 pilotforløb med gode erfaringer. Nu er vi klar til at kickstarte projektet med en festlig formiddag på Hedebo d. 20. August kl. 10. Her kan borgere og medarbejdere i Socialpsykiatrien høre mere om projektet. Samtidig tager vi fat på at introducere personale hos samarbejdspartnerne til projektet, så de kan henvise borgere til de nye rygestopforløb.
Fakta:
I alt har 24 kommuner modtaget tilskud fra puljen ’’Styrket rygestoptilbud til særlige grupper 2020-2023’’, deriblandt Brønderslev kommune med projektet ’’Røgfrihed for alle’’.
Nordjyske kommuner, der har modtaget tilskud:
- Brønderslev Kommune, Projekt: Røgfrihed for alle
- Rebild Kommune, Røgfri Psykiatri