Brønderslev Forsyning har den 31. maj 2022 afholdt generalforsamling for holdingselskabet og de tre datterselskaber for henholdsvis vand, spildevand og varme. På generalforsamlingen blev årsregnskaberne og formandens beretning gennemgået og godkendt.
Samlet set har koncernen i 2021 haft en omsætning på 165 mio. kr. og opnået et årsresultat på 1,1 mio. kr. efter skat. Egenkapitalen ved årets udgang er på 1.069 mio. kr. Der er 33 medarbejdere ansat i koncernen. Formanden, Lasse Riisgaard, udtaler i forbindelse med generalforsamlingen: – 2021 har overordnet været et godt år for alle selskaber. Vandforsyningen og spildevandssystemet har kørt stabilt og et toptrimmet sol- og flisanlæg har leveret en stor produktion af grøn fjernvarme og strøm til nettet.
Forsyningsområdet er vigtigt for borgere og samfundet, da Forsyningen hjælper med at skaffe rent drikkevand, passer på miljøet og folkesundheden, og leverer varme til boligerne. Som noget nyt indgår Brønderslev Forsynings renseanlæg nu i en løbende landsdækkende overvågning for Covid-19, idet spildevandet hver uge analyseres for spor efter Covid-19 via en indsats, der styres af Statens Serum Institut.
Det fremgår af Forsyningens strategi, at Forsyningen gennem en fornuftig takstudvikling og en passende service som mål har at kunne medvirke til at Brønderslev kommune er et godt sted for borgere og virksomheder.
Vi mener, at selskaberne med den nuværende drift på fornuftig vis lever op til denne målsætning, ligesom selskaberne år for år kommer et skridt nærmere mod 100% klimamæssig bæredygtighed, når der tales om udslip af klimagasser, fastslår Lasse Riisgaard.
I løbet af året har Forsyningen fået vandtårnet færdigrenoveret samt ligeledes renoveret en hel del ledninger i forsyningsnettet for både vand, spildevand og fjernvarme.
Det går overordnet set godt for moderselskabet og datterselskaberne. Der er løbende en lille vækst i antallet af kundeforhold inden for alle tre forsyningsområder. Tælles hvert kundeforhold for vand, spildevand og varme individuelt, har Forsyningen siden 2011 har en stigning i kundemassen på 13%, og Forsyningen havde ved årsskiftet 2021/22 et samlet antal kundeforhold på 23.620 kunder. Hertil kommer tømningsordningen for spildevandstanke, hvor kundeantallet har ligget stabilt omkring 3.400 kunder i samme periode.
Kilde: Brønderslev Forsyning