Artikelfoto: Har desværre ikke tilgang til nyere fotos. Red.
Brønderslev Erhverv glæder sig rigtigt meget til at byde Dybdahl Erhvervstøj velkommen til Brønderslev først i det nye år.
Dybdahl Erhvervstøj har overtaget Agerbæk Firmatøj pr. 1 januar 2023 og flytter fra Østervrå og ind i Godsbanegade 14 i nogle af de tomme fabrikslokaler i Pedershaab Maskinfabrik A/S. I første omgang overtager de 1000 kvm lokaler, men kan få yderlig 800 kvm på etagen oven over, hvis det bliver nødvendigt.
“Kim Dybdahl fortæller, at han i sin søgen efter en ny lokation til virksomhedens hovedsæde har set på muligheder i både Aalborg, Nørresundby, Hjørring og Frederikshavn. Men i sidste ende er valget faldet på Brønderslev – på grund af den centrale placering i Vendsyssel.” oplyser Brønderslev Erhverv på sin Facebookside.
“- Vi har medarbejdere, der kommer fra både Hjørring, Aalborg, Hjallerup og Brønderslev – så det bliver godt for os at være placeret mere centralt og samtidig er der altså også noget fantastisk ved at rykke ind i den gamle fabriksbygning,” fortæller Kim Dybdahl. Firmaet har pt. 18 medarbejdere ansat.
Kilde: Brønderslev Erhverv