Risikovillighed på godt og ondt
Jeg bad om fri fra job på ubestemt tid, sagde farvel til min familie og isolerede mig i vildmarken. Jeg kendte ikke konsekvenserne af min beslutning. De var tilmed svære at forudse, da jeg ikke tidligere havde erfaring med overlevelse i så ekstrem en udgave. Men en ting var klart – mit MÅL, sejren skulle med hjem til det nordjyske.
Aldrig har jeg fået så mange likes på facebook som da jeg klippede selerne, sagde mit job op og sprang ud over rampen som selvstændig. Aldrig har jeg fået så mange likes som da jeg vandt den første danske udgave af “Alene i vildmarken”. Men aldrig før har jeg mødt så mange mennekser, der drømmer om at turde.
Når vi taler om frihed, så må jeg sige at jeg sjældent virkelig har følt mig fri – For hvornår er vi egentlig fri? Og er det overhovedet muligt at være 100% fri. Da jeg stod ved søen i Nordnorge og følte friheden til at gøre, hvad fanden jeg havde lyst til blev jeg ramt af stor frustration. For i virkeligheden var det jo ikke friheden i sig selv der var målet, men det var en afstikker til at komme på afstand af det der skaber mening for det gode liv. For mig kom en del af eksperimentet derfor til at handle om at prioritere blandt mange muligheder, så jeg ikke lever bevidstløs og uden retning for fremtiden.
Er der noget jeg har lært om mig selv så er det, at jeg har en særlig evne til at gøre lige det jeg har lyst til. Nogle gange kan det godt være en klods om benet at være lige glad med hvad andre tænker, fordi min risikovillighed også i perioder sætter trygheden ud af spil for mine nærmeste.
Jeg må sande at jeg har et ustyrligt behov for at pleje og nære mit ego med eventyr. Jeg har brug for at mærke pulsen og genvinde kreativitet i den vilde natur. Derfor er vildmarken blevet det sted jeg søger mit eget selskab for at finde ind til min indre stemme og sikre, at jeg prioriterer livet lige nu og her. For uanset om jeg når mine måltal eller har render under øjnene, så vælger jeg selv mit liv. Tiden er ikke uendelig, men når jeg griber nuet og lader eventyrerne trække mig ud i naturen, så er det svært ikke at tro at evnen til risikovillighed er den største gave jeg har fået.