Den 28. januar 2022 indføres i hele EU et nyt blåt EU-logo, som skal hjælpe borgerne med at handle medicin til dyr sikkert og lovligt på nettet.
Overvejer du at købe medicin til dyr online, så er det fra og med i dag vigtigt, at du kigger efter det nye blå EU-logo. Logoet betyder nemlig, at netbutikken er godkendt af en lægemiddelmyndighed i EU, og det skal fremgå af alle netbutikker i EU, der er godkendt til at sælge medicin til dyr.
Det nye blå logo ser således ud:
Logoet skal være klikbart og føre dig videre til enten Lægemiddelstyrelsens eller en anden EU-lægemiddelmyndigheds lister over apoteker eller godkendte netbutikker (detailforhandlere), der har tilladelse til onlinesalg af medicin til dyr.
Hvis logoet mangler, er der stor risiko for, at der er tale om en netbutik, der ulovligt sælger medicin til dyr eller at der er tale om en sælger uden for EU, og så er det ulovligt at indføre medicinen til Danmark.
Læs mere om sikker onlinehandel med lægemidler til dyr
Fra den 28. januar 2022 bliver det tilladt at indføre medicin til dyr fra EU-lande til Danmark. Der gælder dog visse vigtige begrænsninger, og på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om de nye regler.
Det grønne EU-logo handler fremover alene om medicin til mennesker
Indtil nu har der været ét fælles grønt EU-logo for online-salg af lægemidler til dyr og lægemidler til mennesker.
Fremover vil dette grønne logo kun gælde for salg af lægemidler til mennesker. Det vil sige, at du skal kigge efter dette logo, hvis du overvejer at købe lægemidler til mennesker på nettet.
Det grønne EU-logo betyder, at netbutikken er godkendt af en lægemiddelmyndighed i EU, og det skal fremgå af alle netbutikker i EU, der er godkendt til at sælge medicin til mennesker.
Hvis en netbutik sælger lægemidler til både mennesker og til dyr, så skal både det grønne og det nye blå logo fremgå af netbutikkens hjemmeside.
Læs mere om sikker onlinehandel af medicin til mennesker
Du kan læse mere om gode råd til sikker onlinehandel af medicin på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.
Kilde: Lægemiddelstyrelsen