Aabybro Mejeri lancerer is til børn og unge med indlæringsvanskeligheder.
abybro Mejeri, der producerer Ryå is, og som har udviklet og produceret Energitæt is til småtspisende og underernærede siden 2001, er igen på banen med et produkt, der kan hjælpe mennesker.
Mejeriejer NH Lindhardt havde det svært i skolen. Han kunne ikke koncentrere sig, og havde problemer med at læse og løse talopgaver. Nu har han udviklet en is, der skal hjælpe børn og unge, der har disse vanskeligheder i dag.
Testet i Japan
Udviklingen af den specielle is har stået på i de seneste to år, hvor man har testet isen på personer mellem 8 og 18 år for at finde den helt rigtige sammensætning af fedt, protein, calcium, fosfor og – ikke mindst – ginkgoflavonglycosider og terpenlaktoner, som stammer fra tempeltræet ginkgo biloba (det ældste nulevende træ på jorden).
En række kontrollerede forsøg på Kyorin University i Japan har vist, at det med den rette blanding af de aktive stoffer fra ginkgo biloba-træets blade, er muligt at øge den menneskelige koncentrationsevne. Den videnskabelige forklaring er, at stofferne frigør nitrogenoxid, som udvider blodkarrene.
Slut med skoletrætte elever
”Efter at vi har fået fremstillet en prototype af isen, har vi testet den på en gruppe skoletrætte elever i 8. klasse på den lokale skole,” fortæller mejeriejer NH Lindhardt.
”Resultatet var ganske forbløffende. Allerede efter en uge bad flere af eleverne om at få flere lektier for, fordi de var blevet så begejstrede for skolearbejdet.”
Isen lanceres i to versioner: En ABC-is til folk med læsevanskeligheder og en 1-2-3-udgave til dem, der har det svært med tal.
”Jeg er selv begyndt at spise ABC-isen til dessert hver aften og kan helt klart mærke en forskel,” fortæller NH Lindhardt.
”Tidligere skulle jeg nærmest tvinges til at åbne en bog, nu kan jeg slet ikke lade være. Forleden aften læste jeg fire bind af Lademanns leksikon i træk, og hvis ikke min kone havde slukket lyset i stuen og beordret mig i seng, er jeg bange for jeg havde kastet mig over en gammel telefonbog eller finansloven.”
Den nye lærings-is fra Aabybro Mejeri har vist forbløffende resultater i test. Selv meget skoletrætte børn bliver i løbet af få dage meget begejstrede for lektier og andet skolearbejde. Nogle gange kan det ligefrem være et problem at få dem væk fra bøgerne, oplyser forældrene. På billedet er Sonja og Otto i gang med lektier og is: En ABC-is, der styrker læselysten og en 123-is, der øger talforståelsen.
Skepsis blandt lærere
Mejeriet forhandler i øjeblikket med flere skoler i Nordjylland om at tilbyde isen i skoleboderne til en særlig lav introduktionspris. Men her er man stødt på uventet modstand fra en gruppe lærere, som er noget betænkelige ved konsekvenserne af det nye produkt.
”Eleverne kan også blive for kvikke,” lyder det fra en lokal overlærer, som ønsker af være anonym. ”Hvis den her is er så god, som rygterne siger, kan vi blive nødt til at udvide pensum betragteligt og mange elever vil måske kunne gennemføre folkeskolen på den halve tid. Det vil få uoverskuelige konsekvenser,” siger han og fortsætter:
”Vi vil som minimum forlange at lærerne også får en portion is hver dag, så vi har mulighed for at holde trit med eleverne. Dertil bør skolevæsenet overveje at udvide sommerferien til fem-seks måneder om året for at sikre, at eleverne ikke springer adskillige klasser over og på måde efterlader tomme klasselokaler og arbejdsløse lærere.”
Mejeriejer NH Lindhardt er ikke afvisende overfor ideen med at stille isen til rådighed for skolelærerne. I første omgang introduceres den nye is til både elever, lærere og andet personale på Aabybro Skole, mandag den 1. april.
Kilde: Mejeri.dk