BASbio, Brønderslev viser ”Vildmænd” på søndag den 13. februar og onsdag den 16. februar til fredag den 18. februar. Alle dage spilles filmen klokken 19.
I VILDMÆND er Martin skredet fra det hele. Til Norge. For at bo i naturen og jage sin egen føde. Som en rigtig vildmand. Men da hashsmugleren Musa pludseligt dukker op nær hans lejr – blødende og forslået efter et biluheld – bliver Martins selvrealiseringsprojekt vendt på hovedet. Snart er det umage makkerpar på flugt gennem barske fjelde, med norsk politi, Musas rivaler og Martins intetanende hustru lige i hælene.
Stærkt cast
Nordisk Film Spring har med Rasmus Bjerg og Zaki Youssef sikret sig det mest umage par i dansk film i årevis. Rasmus Bjerg spiller den moderne mand Martin, der forsøger at afkoble sig fra civilisationen og finde sig selv i de norske fjelde. Blandt Rasmus Bjergs seneste præstationer skal bl.a. fremhæves hans kritikerroste og prisbelønnede præstation som John Mogensen i Ole Bornedals Så længe jeg lever. Musa bliver portrætteret af Zaki Youssef, der fik sin hovedrolledebut i Ulaa Salims omdiskuterede politiske thriller Danmarks Sønner og som også kan opleves i rollen som Assad i den femte Afdeling Q-film Marco effekten.
Rundt om det umage makkerpar ses også Sofie Gråbøl som Martins bekymrede hustru Anne samt Marco Ilsø og det komiske talent Jonas Bergen Rahmanzadeh som Musas to rivaler fra Danmark.
Endelig får filmen et skud norsk kolorit af Bjørn Sundquist som den erfarne politibetjent Øyvind.
Kilde: BASbio Brønderslev