Artikelfoto af: Poul Van Zilj.
Alle lokale rockinteresserede mennesker i Brønderslev burde vide hvem Ford – T er, et lokalt band der selv skriver deres melodiøse sange og som dyrker et virkeligt seværdigt sceneshow, her er der ingen der står stille og kigger genert ned i gulvet. Næh, her laves der power-stands og rockattitude fra start til slut!
Bandets besætning har varieret lidt fra at være en kvartet i starten, så en trio og er nu atter en velsmurt rockkvartet. Der har altså været udskiftninger i besætningen undervejs, nogle musikere er stoppet andre er kommet til, men musikken er stadig den samme.
FORD – T, består pt af guitaristen Kristian Clausen, der er bandets kreative sangskriver sammen med bassisten Lasse Lehm. På rytmeguitar har man hårdtarbejdende Søren Skovgaard og i bandets maskinrum på trommerne, sætter energiske Thomas Risum takten.
Brønderslev Avis udsendte, vil tegne et lille portræt af bandet over tre artikler i serien, Nordjysk Musik, hvor bandet desværre i disse Coronatider, mest fokuserer på deres kommende CD-album og ikke så meget på nye livegigs. Vi kommer denne omgang ind på lidt om hvad/hvem der musisk har inspireret hver især i bandet.
Kristian Clausen, hvilke bands inspirerede dig til selv at gribe guitaren? Kan du huske hvilke 3 albums du først købte som knægt?

– Jeg begyndte nok så småt at overveje at spille guitar i starten af halvfemserne, da der jævnligt blev spillet Thunderstruck og Still Got The Blues på P3. Det er selvfølgelig helt utænkeligt at høre den slags maskuline musik på statsradiofonien i dag, men altså i starten halvfemserne spillede de stadig rock og blues.
– Jeg købte tidligt et Greatest Hits bånd med Sam & Dave som jeg nærmest sled op. Det var med guitaristen Steve Cropper. Man kan begræde det faktum at hans spil ikke har smittet af i nogen nævneværdig grad på mig, men det gjorde Gary Moore, Brian May og Ritchie Blackmore så til gengæld. Så jeg satte mig for at lære at spille Still Got The Blues. Jeg kan ikke spille den helt så fedt som Gary, men til gengæld er den lidt federe end Thomas Ejes version.

Lasse Lehm, jeg mener at kunne huske at have set dig spille i et band på guitar, hvornår fik du bassen som fast makker? Hvem var din inspiration til selv at dyrke musik?
- Det er rigtigt at jeg startede ud som guitarist og sanger i mine tidlige teenageår. Jeg kendte allerede gutterne i Ford T og i 2005 spurgte de om jeg ikke havde lyst til at prøve at spille bas, da de stod og manglede en bassist. Det sagde jeg ja til og har nu efterhånden været en del af bandet i 15 år.
- Min første inspiration til at begynde at spille musik var min far Han præsenterede mig for meget af den rockmusik, der har formet mig og lærte mig at spille guitar da jeg var 11-12 år.

Søren Skovgaard, Du kom relativt sent med i Ford – T, hvad vækkede din interesse for bandet? Hvad er din tilgang til den lidt hårdere rockmusik?
Jeg møder Ford T første gang for godt og vel 10 år siden, da jeg spiller covermusik i et band med Lars Møller (tidligere Ford T trommeslager), der introducerer mig til Kristian og Lasse. Vi bliver således gode kammerater på kryds og tværs, og jeg er vild med hvor autentisk og kompromisløst Ford T er som band i forhold til både sangskrivningen og livekoncerter. I udgangen af 2017 bliver jeg så spurgt, om jeg vil være med i bandet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at sige ja.
Sidstemanden, rytmeboksen i bandet, trommeslager Thomas Risum er nyligt tiltrådt som hjælpende hånd, efter tidligere trommeslager Lars Møller stoppede, så Thomas synes ikke han var værdig til at udtale sig som Ford – T medlem lige pt, vi må se ud i fremtiden om han træder fuldt ind i bandet.
Næste afsnit kommer i januar 2021 og omhandler bandets nye CD!!