Oven på smykkebutikken, Aalstrup Smykker i Algade 5, er Neuro Træning flyttet ind i de gamle Buksen kontorer. Træneren er Mattias Wennbring der bor i Bredgade og som er kendt som tidligere spiller og træner i Floorballklubben Hot Shots samt nuværende Elite og fysisk træner i BMX.
Mattias er dog ikke helt alene på kontoret, her finder vi også Pia Mikkelsen, der lige som Mattias, er uddannet Neuro træner efter Othmer metoden. Neuro-træning eller Neurofeedback som metoden egentlig hedder, er ikke som sådan en behandling, men en træning af hjernen i at gøre tingene rigtigt, så man undgår en af tidens store folkesygdomme, stress.
Træningen hjælper med at få fokus på de rette ting og lære hjernen at indstille sig på dette. Det være sig en leder i firma der skal fokusere på de rette ting for at firmaet blomstrer eller en atlet der skal have mange ting til at fungere sammen for at deltage i et mesterskab. Unge med diagnoser som f.eks ADHD/ADD kan også få stort udbytte af Neurofeedback, fortæller Mattias Wennbring, der oplever at ADHD-ramte har en bedre hverdag og livskvalitet efter træning, hvor der er kommet meget mere styr på dagligdagen.
Træningen foregår først med en personlig samtale, derefter sætter man sig over til en Tv-skærm der viser en film/udsendelse efter eget valg, hvor deltageren har elektroder påsat hovedet, disse elektroder er tilsluttet en computer, der bl.a. styrer størrelse på billedet på Tv-skærmen, men også aflæser hjernebølgerne fra elektroderne. Meningen er så at hjernen skal lære at holde billedet på skærmen i en bestemt, behagelig størrelse, så at man kan se filmen.
Mattias oplyser yderligere at det er meget forskelligt hvor hurtigt man lærer hjernen at fokuserer rigtigt, men at man starter med 20 træningsgange for at opnå det bedste resultat. Interesserede er meget velkomne til at kontakte Neuro Træning på tlf. 4291 5466 eller se mere på www.neurotraening.dk