Politirapporten for Brønderslev Kommune:
Indbrud i Brønderslev
Da en borger kom hjem tirsdag efter at have været væk et par dage, opdagede han, at der havde været indbrud. En endnu ukendt tyv havde brudt ind i huset på Rolfsgade i Brønderslev gennem et vindue i soveværelset med et koben. Kobenet havde efterladt mærker i vinduskarmen. Inden tyven igen forlod stedet gennem en terrassedør, havde vedkommende stjålet et kontantbeløb.
Har du set noget? Kontakt politiet på 114.
Forebyg indbrud i dit nabolag med Nabohjælps app.
Nabohjælp er en effektiv og nem måde at forebygge indbrud i dit nabolag – som samtidig styrker det gode fællesskab blandt dig og dine naboer.
Læs mere på www.nabohjælp.dk/app
Narkokørsel og besiddelse af kokain.
Politiet anholdte tirsdag aften en mand og sigtede ham for narkokørsel. Manden kom kørende ad Havnegade i Asaa, da politiet standsede ham. Manden virkede påvirket, og derfor valgte betjentene at teste ham for narkopåvirkning. Testen gav udslag – betjentenes mavefornemmelse var rigtigt. Politiet visiterede manden og passageren i bilen. På passageren blev der fundet 1,96 gram kokain. Derfor blev hun sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, hvilket hun erkendte.
Kører du med ulovlige, euforiserende stoffer i blodet, er straffen den samme som hvis du kørte spirituskørsel med en promille på 1,21.
- Du får frakendt dit kørekort ubetinget i 3 år.
- Du får en bøde.
- Du skal gennemføre et kursus i Alkohol, Narko og Trafik. Kurset varer samlet set 12 timer og koster 3.200 kr.
- Du skal bestå en ny teori- og køreprøve.
Bliver du taget flere gange med ulovlige stoffer og/eller alkohol i blodet, stiger straffen.