Nordjysk Motor Co.
Nordjyske Bank
Podi
Kaffebaren

Et bredt flertal af partier er blevet enige om at afsætte 118,2 mio. kr. i 2022-2025 til en styrket indsats til ofre for menneskehandel.

Et bredt flertal af Folketingets partier har i dag indgået aftale om at fordele 860,5 mio. kr. fra reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Pengene går til initiativer, der gør en forskel for udsatte mennesker på social-, sundheds-, ældre- og arbejdsmarkedsområdet.

Partierne er bl.a. blevet enige om at prioritere i alt 118,2 mio. kr. til en styrket indsats mod menneskehandel i 2022-2025. Midlerne skal blandt andet gå til bedre tilbud til ofre for menneskehandel og en stærkere myndighedsindsats. Det er et løft på over 7 mio. kr. årligt i forhold til i dag.

Fungerende beskæftigelses- og ligestillingsminister Mattias Tesfaye siger:

– Menneskehandel er en grov forbrydelse og krænkelse af den enkelte. Derfor er jeg rigtig glad for, at det er lykkedes at indgå en bred aftale, som både styrker myndighedssamarbejdet og NGO-indsatsen. Det vil øge vores muligheder for at finde og hjælpe ofre for menneskehandel.

– Med aftalen tager vi nogle vigtige skridt. Særligt når det kommer til at give ofre for menneskehandel den rette hjælp og støtte til et liv fri for udnyttelse.

Med aftalen styrkes og fokuseres Center mod Menneskehandel i Socialstyrelsen, så centret blandt andet kan indgå mere effektivt i andre myndigheders kontrolaktiviteter og i fælles myndighedsaktioner ved mistanke om menneskehandel. Målet er, at flere ofre bliver identificeret og får den rettet hjælp til at komme videre.

Derudover er der afsat markant flere midler til, at organisationerne AmiAmi, HopeNow og Reden International samlet set udvider og styrker deres opsøgende arbejde i form af social- og sundhedstilbud til sårbare udenlandske kvinder i prostitution og potentielle ofre for menneskehandel.

Endelig er der afsat midler til at opkvalificere Reden Internationals indkvarteringstilbud til kvinder udsat for menneskehandel. For at skabe mere fleksible indkvarteringsmuligheder til ofre for menneskehandel vil eksisterende botilbud fremover kunne søge om en selvstændig godkendelse til målgruppen.

Med aftalen er kredsen endvidere blevet enige om at forlænge en række initiativer med fokus på indsatsen for bl.a. førtidspensionister, seniorer og veteraner.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet

Kaffebaren
Suvo
Podi
Baggesen