Ketty Johansson, Bratskov, 22384422
Med Herregården Bratskov i Brovst som ramme, vil der igen i år blive holdt en flot Levendegørelse. Den 26. udgave af denne event vil blive skudt i gang d. 6. juli, og vil vare frem til d. 3. august.
En stor del af det særlige ved denne event, er de frivillige lokale ildsjæle, som klæder sig i dragter fra ”dengang”. De vil fortælle om lokalområdets historie, og give et autentisk indtryk af livet ”dengang”.
Der vil i år være flere aktiviteter, som kan hjælpe med at give et særligt indblik i fortiden. Der vil blive kørt hestevogne rundt i området, ligesom der vil være smed som smed hestesko og skomagere og skolelærere som viser deres kundskaber. I kælderen vil der være gamle redskaber, og der vil være en grum heks som fortæller uhyggelige historier. I herregårdens stuer vil man også kunne se fremvisninger af gammelt håndværk. Og ude på gårdspladsen vil spillemændene sørge for den hyggelige musikalske stemning.
Der vil også være et råvaremarked, hvor man kan købe friske jordbær, honning, gin, marmelader, grøntsager og blomster m.m. Der vil også være veteranbiler fra Frederikshavn, Brønderslev, Fjerritslev og Pandrup, som har tilmeldt sig.
Den 13. juli vil der være en vaskekon-udstilling, hvor man kan se hvordan man i gamle dage fik vasket sit tøj. Man vil også kunne se de gamle vaskeredskaber, som Mellem Mølle Landbrugsmuseum har fundet frem.
Den 20. juli vil der være en modeopvisning, hvor lokale modeller vil vise kjoler, dragter og tilbehør fra perioden 1930-1970. Alt sammen stammer fra Inger Thunbos private samling.
Den 27. juli vil der være premiere på en helt ny redskabs- og værktøjsudstilling fra Mellem Mølle Landbrugsmuseum.
Den 3. august kommer Han Herred Traktorlaug på besøg. De vil lave en udstilling af gamle maskiner og traktorer, som man kan se på.
Levendegørelsen af Herregården Bratskov er gratis at deltage i, og finder sted hver torsdag fra kl. 10.00 – 13.00 i ugerne 27-31. Der vil være rundvisninger kl. 11-12 hver dag, med undtagelse af uge 29, hvor der er modeshow. Café Bratskov holder åbent kl. 10-13, hvor man kan købe lidt godt til ganen, hvor overskuddet går til Julemærkehjemmet i Hobro.
Det kommer til at blive en event som både store og små kan nyde. Det bliver en oplagt mulighed for at få et autentisk indblik i fortiden og lokalområdets historie.
Hvis man har brug for yderligere information, kan man kontakte eventkoordinator Jette Haugaard Grønhøj fra VisitJammerbugten, tovholder Robin Nielsen eller Ketty Johansson fra Bratskov.