Lars Juul Storgaard modtog i dag sit diplom for, Årets Idrætsleder 2021, som tildeles vinderen af Lokalradioerne i Brønderslev 101,2FM og Nordjyske Banks nytårs konkurrence, for at hædre de frivillige ledere i Brønderslev Kommune 2021.
Lars Juul Storgaard kommer fra Øster Brønderslev Idrætsforenings hovedbestyrelse og er som sådan blandet ind i næsten alt der sker i foreningen og i byen, han har stået bag pølsegrillen til mange sommerfester, været julemand for børnehaveungerne, hjulpet på Bålhøj-festival mm.
Senest, har han stået bag de succesfulde og totalt udsolgte høstfester hvert år i Østsidehallen i Ø. Brønderslev, fester han arrangerer sammen med den lokale landmand, Franz Heltoft. Høstfest konceptet består i at landmændene betaler et fast beløb, som indeholder, mad, drikkelse, musik, husleje hele aftenen og ØBI står så for servering, bartjans og oprydning, således at gæsterne bare skal møde op og ikke tænke på opvask mm, men kan nyde aftenen fra start til slut.
Sammen med diplomet fik Lars overrakt en check på kr. 2.500, – af Thomas Tøttrup Jørgensen fra Nordjyske Bank i Algade Brønderslev.