Fodertemperaturer er i øjeblikket et varmt emne i LandboNords KvægRådgivning. Bliver temperaturen for høj, går det ud over ydelsen hos køerne. Heldigvis er der hjælp at hente.
De relativt høje temperaturer i øjeblikket påvirker os alle. For eksempel er det de færreste af os, som har lyst til at spise varm mad. Sådan er det også hos køerne, og med de høje temperaturer øges risikoen også for varmestress hos dyrene. Derfor opfordrer LandboNord nu alle mælkeproducenter til at være ekstra opmærksomme på temperaturen i foderet.
- Allerede ved temperaturer omkring 20-22 grader i stalden kan vi se tegn på varmestress hos køerne afhængigt af deres ydelsesniveau. Det påvirker blandt andet deres ædelyst. Hvis foderet på foderbordet samtidig tager varme, står vi med en ko, som hverken æder eller giver mælk, siger fagchef i LandboNords KvægRådgivning, Betina Amdisen Røjen.
Brug din strategi i tide
Høje temperaturer i staldene er ikke usædvanligt, men det er vigtigt at være proaktiv, når vejrudsigten melder om forhøjede sommertemperaturer. Derfor sætter rådgiverne i LandboNord nu ekstra ind på at minde landmanden om at være opmærksom på udviklingen.
- Mælkeproducenterne er generelt gode til at holde øje med dyrenes velfærd, og de har typisk en strategi for at nedsætte varmepresset i staldene og temperaturen i foderet. Men det er ikke altid at den strategi bliver taget i brug i tide før det går ud over ydelsen, siger Betina Amdisen Røjen.
Hun opfordrer til, at landmanden mærker efter i foderet, dagen efter det er udfodret, om det er varmt. Hvis det er tilfældet, bør man tage handling og forebygge varmeudviklingen i fuldfoderet ved hjælp af produkter, som virker stabiliserende på foderet.