Tirsdag d. 8. marts blev opførelsen af et helt nyt motions- og aktivitetshus på Nordjyllands Idrætshøjskole markeret ved en indvielse, og det var ikke kun Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard, der var blandt de fremmødte. Også kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen havde taget vejen fra Christiansborg.
Det er ikke kun den fysiske form, der skal være i top i forbindelse med et idrætshøjskoleophold på Nordjyllands Idrætshøjskole – det er også de fysiske rammer på stedet. Og en opgradering af de fysiske rammer er netop hele idéen med nye undervisningslokaler til fitness på den gamle folkehøjskole beliggende centralt i Brønderslev i byens fritids- og kulturbælte
Sidste år i maj blev der delt ud af pølser og øl, da det første spadestik til de nye undervisningslokaler blev taget, og nu blev det så tid til næste vigtige milepæl i processen – og markeringen af denne milepæl er ikke gået stille hen.
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen fik opgaven at klippe den røde snor i forbindelse med indvielsen af de nye undervisningslokaler og i sin tale understregede hun betydningen af skolens rolle over for for lokalsamfundet og for fællesskab generelt:
”Jeg vil gerne rose skolen her, ikke bare for at være en vigtig kraft i tiden for de unge, der er elever her, men også en kraft i lokalsamfundet, hvor I samler rigtig mange andre aktører og vigtige aktiviteter her i byen. Sådan at dét, højskolen har af særkende, også kommer ud”.
”Jeg prøver at kigge ud i den her hal og jeg kan se alle mulige aktiviteter for mig, og jeg er sikker på, at I har tusinde af andre, der kan udfolde sig, når de høje glas efter i dag bliver fjernet. Jeg vil glæde mig til at se det i aktion. Dét er jeg sikker på bliver endnu et stærkt samlingspunkt for det fællesskab der er, ikke bare på den her højskole, men på højskoler i det hele taget.”
Yogaøvelser og spinningsessions under samme nye tag
Med det nye motions- og aktivitetshus sættes der helt nye standarder for de fysiske rammer på idrætshøjskoler. Det lokale arkitektfirma i Brønderslev, Arkitektfirmaet Signatura, har været med i processen fra start, og for indehaver i Signatura Mads Klæstrup Borup er markeringen vigtig – ikke kun for Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev, men for idrætshøjskoler generelt:
”Det er lykkedes at skabe en bygning, som kan favne mange former for udfoldelse på samme tid – hvad enten det er koncentrationskrævende yogaøvelser eller fysisk krævende spinningsessioner med fuld musik. Nordjyllands Idrætshøjskole har fået nogle unikke faciliteter, som helt sikkert vil give et boost til den samlede højskoleoplevelse – et hus hvor både elever og lærere kan færdes og mødes på kryds og tværs ifm. forskellige typer af træning og lade sig inspirere af hinanden. Vi er stolte over, at have været en vigtig del af denne proces”.
Baggrundsfacts: Nordjyllands Idrætshøjskole er en folkehøjskole i Brønderslev med fokus på bl.a. idræt, fællesskaber, venskaber, frihed, udvikling og rejser. Højskolen fungerer i dag som et sted for unge, primært i alderen 18-25 år, der oftest holder sabbatår og/eller pause fra uddannelse.
Kilde: Arkitektfirmaet Signatura