Aalborgs nye kaffebar “Kaffebaren” slog dørene op kort før jul – lige midt i en coronatid?
Der er stadigvæk mulighed for selvforkælelse og en god kaffe “to-go”, her i coronatiden.
Midt i denne coronatid fik Aalborg en ny kaffebar “Kaffebaren”
Tudetosset – ja måske, men vi er vilde med kaffe – og særligt i denne kolde og særdeles udfordrende tid er det endnu mere nødvendigt med en kop god kaffe at varme sig på.
Og her med forlængelse af nedlukningen af Danmark indtil starten af februar glæder Kaffebaren sig over, at det er muligt at kunne lave lækker kaffe til de kaffehungrende nordjyder, dog med begrænsningen af det skal være “to-go”.
Vi spurgte Nikoline, som er daglig leder på Kaffebaren hvordan nordjyderne har taget imod Kaffebaren?
Nikoline fortæller:
“Vi er bare blevet taget super godt imod, folk har virkelig savnet at der er en kaffebar her. Der kommer masser af gæster som også kom i huset tidligere, både dem som kan huske dengang der var Materialisten her og dem som kom på den tidligere kaffebar (Baresso).”
“Hele personalet glæder sig helt vildt til vi kan få gæster ind huset og sidde med en god kop kaffe, det bliver så skønt, men nu må vi jo vente mindst indtil februar inden det sker. Vi er så klar!”
Vi spørger om der allerede nu er kommet favoritter som gæsterne vælger, Nikoline fortæller:
“Med de varme drikke er det jo lidt en smagssag, men en latte er utrolig populær ellers er vores lækre lune Paninier meget populære hvis det er maden vi snakker om, og hvis det er den søde tand, så går vores gl.dags fastelavnsboller som “varmt brød”, smiler Nikoline”
Til åbningen op mod jul blev det med snoreklip af Aalborgs egen Jonny Hefty, som var forbi og lave en særlig reportage omkring Kaffebaren og tilblivelsen af denne.
Jonny Hefty spurgte ind til tankerne bag stedet og hvorfor Kaffebaren ser ud som den gør.
Indretningen på Kaffebaren er rustik og hyggelig, og der er tænkt bæredygtighed ind i flere elementer i stedet.

En stor del af Kaffebarens interiør er bygget af Råt og Godt i Aalborg, som er et socialøkomisk kreativt værksted der motiverer, styrker og ruster udsatte unge socialt og fagligt. Kaffebaren og Råt og Godt har haft et fantastisk samarbejde og derigennem sammen fundet frem til de løsninger som er valgt i Kaffebarens indretning.
Se Jonny Heftys Youtube indslag fra Kaffebaren her
Bygningen Bredegade 6 har huset flere forskellige butikker gennem tiden, mange kan måske huske da den for mange år siden husede Materialisten – eller Kemisk Industri, som var i huset i mange år og som blev drevet af familien Scheuer i fire generationer.
Senere blev det til tøjbutikken Markus som overdrog lokalerne til kaffekæden Baresso,
som i en årrække serverede kaffe fra den centrale beliggenhed i hjertet af Aalborg.
Da Baresso lukkede i huset for at flytte til Friis ved overgangen til Espresso House, stod lokalerne tomme i et stykke tid, indtil de tidligere restauratører Thomas og Thilde Nedergaard Kristiansen sprang til med ideen om at her skulle igen serveres kaffe.
“Disse fantastiske lokaler kunne vi simpelthen ikke stå for, så vi slog til.” fortæller Thomas. Vi havde længe leget med tanken om at have en kaffebar og følte at dette var det helt rigtige sted.
Vi har været så heldige, at få et fantastisk personale, som sprudler af energi og glæde, alle har masser af baristaerfaring og er super serviceminded.
Så vi glæder os helt vildt til at kunne lukke gæster ind, sådan rigtig for alvor.
Lige nu holdes åben i Kaffebaren alle dage fra kl. 09.00 til kl. 17.00 med masser af kaffe to-go – et mindre udvalg af kager, sandwiches og lune paninier.
Vi har været coronaudfordret op til åbningen med nogle leveringer af bl.a. en kølemontre som var strandet i Italien – den har vi nu modtaget, og vi vil i den nu løbende tilføje mere til udvalget af mad.
Alt naturligvis til at tage med, så længe det skal til – fortæller Thomas.

Vi bakker op om, at det er nødvendigt at handle på den situation som Danmark er i, så vi kan komme smitten til livs.
Men vi og vores personale glæder os helt vildt til at få gæster ind i Kaffebaren, når det igen er sikkert nok til at kunne åbne helt op.