Værkstedskæden Hella Service Partner, som har to værksteder i Brønderslev, får nu logotilføjelsen ”lokal eksperten” for at markere et stærkt lokalt fokus. Ifølge bilekspert er en lokal bilservice eftertragtet.
Den frie værkstedskæde Hella Service Partner, som har to værksteder i Brønderslev, vil styrke fortællingen om medlemmerne som lokalt forankrede værksteder, der ikke går på kompromis med den lokale service. Tiltaget bliver markeret med en udvidelse af logoet, som fremover vil lyde ”Hella Service Partner – lokal eksperten”.
– Vi ønsker at styrke det narrativ, som Hella Service Partners brand er bygget op om – at værkstederne som lokalt forankrede har et godt kendskab til kunderne og deres behov. Værkstederne er meget bevidste om at opretholde et godt ry i lokalområdet, hvor bad news travel fast. Det er afgørende for dem at holde, hvad de lover, og levere til aftalt tid og pris, siger Jakob Knudsen, kædechef hos Hella Service Partner.
Kæden vil ifølge Jakob Knudsen fremover køre mere på humor og en lokal stolthed og loyalitet i kommunikationen til forbrugerne. Han giver som eksempler kampagneteksterne: ”Hej Lis, god tur til Gardasøen. Husk nu, at du stadig kører på vinterdæk” og ”Vi leverer altid til aftalt tid og pris – for vi møder jo Lis igen”.
Lokal bilservice er blevet vigtigere
Hella Service Partners øgede fokus på den lokale bilservice i mindre kommuner vil ifølge Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen, tale ind i forbrugernes behov.
– Når vi spørger til forbrugernes tilhørsforhold til autoværksteder, er den lokale forankring meget vigtig. Det hænger sammen med, at det skal være hurtigt og nemt at få serviceret og vedligeholdt bilen, siger Jan Lang og tilføjer:
– Der kører godt 2,8 millioner personbiler rundt på de danske veje, og det er flere end nogensinde. I takt med at vi bruger bilen mere, stiger behovet for en lettilgængelig servicering af bilen.
Hella Service Partner er en værkstedskæde med 278 frie autoværksteder i Danmark. Virksomheden har over 20 års erfaring med professionel udførelse af autoservice og reparationer af nye og brugte biler for privat- og erhvervskunder