
Selvom Covid-19 stadig hærger i Vendsyssel, så er det også jul og man må tænke kreativt når traditionerne er lukket ned pga smittefare. I Øster Brønderslev i dag, fik man lidt nordjysk kreativitet og fingersnilde at se, da en nymodens julekane i en lettere ombygget trailer med en hvid Toyota Rudolf med den rød tud spændt for, kørte rundt med et læs glade julenisser til skolen og byens børnehave Troldehøj samt de 9 kommunale og private dagplejemødre der findes i byen.

Det var byens Idrætsforenings Støtteklub, ØBI´s Venner der stod bag eventen, normalt har de en stor juletræsfest i Østsidehallen, med godt 250 – 300 børn, hver første fredag i december. Det kunne man ikke i år pga samlingsforbuddet, så i stedet pakkede man i alt hemmelighed 400 slikposer og bankede en nymodens Julemands slæde sammen, monterede et højttaleranlæg, som alle 16 årige drenge ville give deres højre arm for at få og kørte så rundt til byens børn.

Alle børn fik en Corona-pakket pose juleslik og en mandarin udleveret, og fik hilst på Rudolf og nisserne fra ØBI´s Venner, noget der helt sikkert gav ungerne en god start på weekenden i Øster Brønderslev!