home: Maj var vild – juni vildere
Bolighandler: Maj er ikke den bedste salgsmåned i 10 år ret længe. Jublen fortsætter nemlig i juni, der ender endnu højere, viser rekordsalg hos Home.
Boligsiden offentliggør i denne uge handlerne for maj. I ejendomsmæglerkæden Home lukker man i dag salget for juni måned* og starter tælleren for en ny måned. Juni er endnu bedre end maj, der ellers er den bedste salgsmåned i 10 år, ifølge opgørelsen fra Boligsiden.
Salget i juni ender mere end 10 % over maj i kæden, og Home skal man helt tilbage til omkring midt i ’nullerne’, hvor boligmarkedet boomede, for at finde salgstal i samme kaliber som i juni 2020.
Det er især sommerhus-salget, der har slået taget af boligmarkedet i en meget usædvanlig tid.
Stærk sommerhus-storm
”Sommerhussalget blæste ind over Danmark, og intensiteten er løbende taget til. Det er stærk storm, vi ser i juni op til sommerferien. Intet mindre en vild og overraskende udvikling, vi har set siden marts, ” siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.
”Maj satte rekord for os, men juni bliver vildere. Juni er den bedste salgsmåned for sommerhuse i homes 30-årige historie, ” siger han.
Få ville for tre måneder have troet, at det skulle være en krise, der for alvor fyrede op under boligmarkedet og ikke mindst sommerhussalget.
Lejlighederne ind i varmen
Som den sidste boligtype er lejlighedssalget kommet ind i varmen. Der var klar fremgang i maj, men i juni er der solgt 16 % flere i juni sammenlignet med juni sidste år, viser Homes tal.
”Optimismen har spredt sig i byerne. Købere ser på mange lejligheder og vil fortsat gerne handle om tingene med den økonomiske usikkerhed som argument, men lejlighedspriserne ser ud til at holde fint stand, og det er i sig selv med til at skabe tryghed om købet. ”
Ligeledes er renten faldet en smule på det seneste, hvilket også tæller på plussiden for lejlighederne.
Home-mæglerne har alt i alt solgt omtrent 35 % flere boliger i juni sammenlignet med samme måned sidste år.
- Sommerhusene tegner sig for en vild fremgang på 173 %.
- Huse/rækkehuse: Sælger 15 % bedre i juni i år end sidste år.
- Lejlighederne er også kommet med – der er solgt 16 % flere i juni sammenlignet med juni sidste år.
Men der bliver i disse måneder solgt flere sommerhuse end ejerlejligheder i Danmark, hvilket er et helt nyt fænomen. Sådan har det været i april, maj og det fortsætter i juni.
Home kan dermed gøre status for 1. halvår af 2020.
”Vi ender med et 4 % bedre halvårssalg opgjort på alle boligtyper – trods corona-månederne med nedlukning og begrænsninger. Det er ganske enkelt imponerende, ” siger Michael Dalsager og fremhæver, at juni ligeledes har budt på en markant stigende interesse for at sætte boligen til salg:
”De seneste uger har vi sat rekord for salgsvurdering i år – og over 40 % flere salgsvurderinger end samme tid sidste år.”
*Home opgør indeværende salgsmåned inden månedsskiftet, fordi kæden dermed tager højde for boligkøbernes seks hverdages fortrydelsesfrist.
Udviklingen i antal solgte boliger før og efter coronanedlukningen:

Kilde: home – VIA ritzau