En cocktail bestående af negative renter på indlån, bugnende likvide beholdninger og MiFID-reglerne er blandt årsagerne til, at et stigende antal af landets velhavere og ejerledere nu ser i retningen af de uvildige rådgivningsvirksomheder. Sådan lyder vurderingen fra Beierholm Finansiel Rådgivning, der i øjeblikket oplever en markant stigende interesse.
Aldrig har så mange danskere interesseret sig for investeringer, og stadig flere ser med skepsis på gebyrer og andre omkostninger. Det mærker man hos Beierholm Finansiel Rådgivning, der tidligere på året skiftede navn fra Uvildige.dk. Virksomheden har det seneste år oplevet en markant fremgang, hvilket blandt andet manifesteres med en imponerende vækst på 53 procent og en fordobling af bundlinjen.
Ifølge direktør i Beierholm Finansiel Rådgivning Hans Peter Christensen har særligt de aktuelle rentevilkår i kombination med stor likviditet i dansk erhvervsliv og blandt private investorer været med til at understøtte udviklingen:
– Mange oplever de negative renter som en brændende platform for at få investeret likviditet og således få pengene til at arbejde for sig fremfor at lade dem trække minusrenter. I kombination med aktiemarkedernes gunstige udvikling de seneste år har det skabt et øget incitament for at investere for især velhaverne og mange ejerledere, der i øjeblikket kan se deres holdingselskaber bugne med likviditet. Investering i aktier eller andre værdipapirer er dog ikke partout den rigtige vej at gå – især på et tidspunkt, hvor markedet er prissat højt, forklarer direktør i Beierholm Finansiel Rådgivning, Hans Peter Christensen, der tilføjer:
– De seneste år har der således været et stort behov for og efterspørgsel efter rådgivning inden for investering og finansiering. I modsætning til tidligere ser vi dog, at de store private investorer og ejerledere i større stil ikke opsøger dén rådgivning i banken, som ellers historisk set har været det gængse – men i stedet vælger at benytte sig af uvildige og uafhængige rådgivere, siger Hans Peter Christensen.
I 2018 trådte de nye EU-regler – de såkaldte MiFID II-regler – i kraft med henblik på at beskytte investorer mod høje investeringsomkostninger og uigennemsigtighed, og ifølge Hans Peter Christensen kan en del af forklaringen bag udviklingen således spores tilbage hertil, omend høje omkostningsniveauer fortsat er en stor udfordring i branchen:
– Vi er efterhånden begyndt at se effekten af MiFID og ikke mindst omkostningsopgørelserne, som fulgte efter. Helt konkret kan vi se, at flere ejerledere og velhavere har fået øjnene op for, at bankerne gennem mange år har bevæget sig i en gråzone, når de skulle balancere egeninteresser med kundernes. Derfor er der nu startet en bevægelse, hvor man søger væk fra rådgivning i bankerne og hen mod uafhængige rådgivere, siger han.
Selvom mange danskere formentlig fortsat vil opsøge rådgivning i investering og finansiering i banken, forudser Hans Peter Christensen, at man i branchen kommer til at se et vendepunkt i de kommende år:
– Vi befinder os i et paradigmeskifte. Alle har fokus på at effektivisere omkostningerne, og det sker i takt med, at vi må forvente, at renteudviklingen og inflationen slår om. I lyset af dét og for at følge med den aktuelle travlhed er vi også godt i gang med at øge antallet af medarbejdere på vores kontorer rundt i landet, slutter han.
Kilde: Beierholm Finansiel Rådgivning