Børnebogklub for læseglade piger og drenge på nettet
På Brønderslev Bibliotek kan vi lide at prøve nye ting, og derfor laver vi nu en bogklub for børn. Det bliver for de 9-12-årige, og da biblioteket lige nu er lukket, kommer det til at foregå online via Teams.
Formålet med bogklubben er at skabe læselyst omkring det, børnene selv synes er fedt at læse. I vores bogklub må der læses alt lige fra tynde bøger og tykke bøger til tegneserier, fagbøger og ikke mindst lydbøger.
Børnebogklubben står Jette og Josefine for, og dem kender rigtig mange børn ude på skolerne. Her turnerer de nemlig rundt med deres meget populære booktalks. I bogklubben vil de præsentere endnu flere af alle deres gode læsetips og give masser af inspiration.
På Brønderslev Bibliotek ved vi, at det er skønt at dele sin læseglæde med hinanden. Vores mål er at sprede endnu mere læseglæde og skabe et forum, hvor børn fra hele kommunen kan tale med andre børn, der også kan lide at læse. Både børnene og os fra børnebiblioteket har fået gode erfaringer med at mødes online, og det er noget, vi rigtig gerne vil udnytte. Med os tager vi nogle sjove og spøjse indslag, som vi netop kan lave, fordi vi er online.
Vi har lavet bogklubben åben, så derfor behøver børnene ikke at være med hver gang. I stedet kan de deltage, når de har tid og lyst. Det vigtigste er, at vi alle hygger og snakker om vores fælles glæde ved at læse og giver hinanden gode tips.
Vi starter bogklubben onsdag den 25. november kl. 15.30, og derefter mødes vi hver 14. dag. Så har dit barn lyst til at være med, sker tilmelding på mail til Josephine N.B. Valentin på josb@99454545.dk.