Juleaftensfest i skønne lokaler
Brønderslev Kirke indbyder igen til juleaftensfest i de smukke lokaler i Brønderslev Sognegård.
Sidste tilmelding i morgen
Værtsparret Leif og Inge Marie Sonne glæder sig til en særlig juleaften, sammen med et hold af frivillige, som hjælper til med de praktiske ting omkring julemiddagen og julefesten.
Leif og Inge Marie glæder sig til at holde juleaften i sognegården
”Vi vælger at holde juleaften i Sognegården i år, fordi alle vore børn holder jul med andre familiemedlemmer”, fortæller Leif Sonne, som sammen med sin kone Inge Marie glæder sig til at holde jul i fællesskab med andre i stedet for at sidde ene to hjemme.
”Allerede sidste år havde vi talt om, at vi egentlig godt kunne tænke os at holde juleaften i Sognegården sammen med nogle, som måske heller ikke havde andre steder at tage hen, fortæller Inge Marie. Vi glæder os til en hyggelig aften, og vi håber at det for os alle må blive en aften, der fokuserer på, hvorfor vi holder jul, og ikke bare vinterfest”, slutter parret.
Juleaften for børn og voksne
Tidligere år har der været børn med til juleaftensfesten i kirken – og det var en stor glæde for generationerne at fejre julen sammen – og børnene fungerede som katalysator for at folk kom til at snakke sammen! Derfor tag gerne børn med! Alle børn og voksne, unge og ældre er velkomne og håbet er, at dette kan være et tilbud, som mange har lyst til at benytte sig af. I stedet for at rejse væk, sidde få eller alene, eller tage til den anden ende af landet, kan man tage til Brønderslev og fejre jul!
Mange frivillige hjælpere
Tovholder på juleaftensfesten er Else Hansen, som er fhv. menighedsrådsmedlem og nuværende sorggruppeleder i Brønderslev Kirke, og hun glæder sig over, at mange frivillige har meldt sig til fællesskabet om at hjælpe, og de sørger for at pynte op, dække julebordet, anrette og servere den gode julemad. Musikken er også sikret, idet en af de frivillige spiller klaver – og hun vil spille på kirkens flygel under julemiddagen og spiller også til de forskellige julesange- og salmer, som naturligvis skal synges ved denne juleaftensfest!
Program for juleaften
Arrangementet begynder med mulighed for julegudstjeneste i den smukke nyrenoverede Brønderslev Kirke kl. 15.30, hvor konstitueret sognepræst Jens Dammeyer prædiker.
Senere serveres kaffe og juleknas i de julepyntede lokaler i Brønderslev sognegård, som ligger sammen med kirken.
Efter julemiddagen tændes lysene på juletræet og den traditionelle juleaften fortsætter med julesalmer, læsning af juleevangeliet, julegaver – og mon ikke også der bliver en god julehistorie også?
Man skal selv finde ud af at komme hen til Brønderslev Kirke til julegudstjenesten.
Aftenen slutter ca. kl. 21.00 og der bliver sørget for gratis hjemtransport hvis det ønskes.
Alle – fra hele Brønderslev kommune og omegn, er velkomne til at fejre en hyggelig og klassisk juleaften. Indbydelse og detaljeret program fås i kirkerne og hos præsterne i hele Brønderslev kommune og ved henvendelse til Brønderslev kirke.
Information:
Tid: 24. december 2019 kl. 15.30-21.00
Juleaftensgudstjeneste kl. 15.30 i Brønderslev Kirke.
Fra kl. 16.00 Kaffe og juleknas i Sognegården
Julemiddag kl. 17.30
Afslutning kl. 21.00
Pris: Børn gratis, voksne 125 kr.
Tilmelding, betaling og bestilling af evt. hjemtransport skal ske til Kirkekontoret i Brønderslev, Håndværkervej 4, tlf. 9882 0713 senest fredag den 13. december.
Se mere her: www.broenderslevkirke.dk eller www.broenderslevprovsti.dk