Lørdag aften var der samlet over 700 personer til den årlige høstfest i Østsidehallen i Øster Brønderslev. Det er omegnens landmænd der holder fest for familie og personale og det er byens Idrætsforening, ØBI der sørger for alt det praktiske omkring festen.
Det er Lars Juul Storskov fra ØBI Hovedbestyrelse sammen med landmand, Frans Heltoft Ø. Linderup, der sætter festen sammen for deltagerne, de sørger for at bestille mad, drikke, musik osv. Festen er sat således sammen at man betaler et fast beløb pr. deltager og så er det bare med at hive mad og drikke indenbords, festen er ”All Inklusive” for billetprisen, dvs. at man kan beholde tegnebogen i lommen hele aftenen og bare går i baren og bestiller lige det man vil, uden at skulle betale.
– Det er meget lettere for både gæster og personale, forklarer Lars Juul til Brønderslev Avis, der er ingen bøvl med byttepenge, dankortterminaler, bare hent det du har lyst til.
De seneste to gange festen har været afholdt, 2019 og i år, har der ikke været billetter til salg efter de har været udbudt til egnens landmænd, tvært imod er der ofte en lille venteliste, så man har svært ved at undgå betegnelsen ”Stor Succes” Idrætsforeningen ØBI får en særdeles pæn skilling, for at stå for alt det praktiske hele dagen og aftenen igennem, noget der virkelig kan mærkes i klubkassen, så en praktisk Win – Win aftale for alle parter.