Velkommen til Hjallerup Markeds 275 års jubilæum
Onsdag aften kører karrusellerne fra Nordisk Tivoli og de første fadøl skænkes på Hjallerup Marked.
I år fejrer vi 275 års jubilæum, så lad os lige ridse en smule af den stolte historie op.
I 1744 fik godsejer Jacob Severin fra Dronning Slot bevilling til at oprette en kro i Hjallerup. Han flyttede det populære Hundslund Marked fra Dronninglund-kanten til Hjallerup og grundlagde det, der siden har udviklet sig til vores historiske heste- og kræmmermarked, der hvert år trækker et par hundrede tusinde gæster til marked den første weekend i juni.
Markedet er vokset betydeligt fra de 149 boder, der var registreret i 1767, og udvalget har flyttet sig en del fra de tørrede fisk, brødvogne og hattemagere, der fyldte den del dengang. Vendsyssels originaler fra storskovens bakkeskrænter var faste gæster på de tidlige markeder. I dag trækker Hjallerup Marked stadig et farverigt udsnit af alle typer danskere – herunder en fast skare af ”farende svende”.
Hesten er markedets sjæl, og Hjallerup Marked har historisk haft betydning langt udover landets grænser for sin hestehandel. Hesteopdræt blev stort i hele Vendsyssel på grund af Hjallerup Marked, handlen på markedspladsen havde betydning for priserne resten af året, da hestemarkedet var størst var der 20.000 heste på pladsen. Traktoren og landbrugets maskiner truede hestehandlen i 1960’erne, og i dag handles hvert år omkring 500 heste på Hjallerup Marked, mens store ridestævner og anden opvisning til gengæld har vundet indpas.
Siden 1966 har Hjallerup Marked været drevet af byens frivillige. Da kromandens forpligtelse til at holde marked stoppede i 1965, tog en flok lokale ildsjæle initiativ til Hjallerup Samvirke. 10 små linjer i Midtvendsyssel Avis informerede om, at samtlige 23 foreninger i Hjallerup skulle arrangere marked for første gang, et eventuelt overskud skulle anvendes til almennyttige formål til gavn for byen, og der var behov for et stort antal frivillige kvinder og mænd. Det blev startskuddet til det Hjallerup Marked, vi kender i dag – Hjallerup Marked er stadig ”Noget Vi Gør Sammen!”.
Jubilæet åbner med store Markedskoncerter
Torsdag åbner Hjallerup Marked officielt, og der er skruet op for den musikalske underholdning. Igen i år er aftenen i Markedsteltet dedikeret til ungdomsfesten, når ANR Live i år præsenterer en håndfuld af landets skarpeste hitkunstnere – blandt andre Martin Jensen, Ude Af Kontrol, Bro og Hedegaard.
Klokken 23.15 lyser himlen op i et stort fyrværkerishow i anledningen af jubilæet.
Allerede torsdag eftermiddag åbner Markedsteltet med koncert for et mere ”voksent” publikum, når Anne Dorte og Maria spiller både nye numre og deres store hits fra Tøsedrengene og Ray Dee Ohh. Senere fortsætter festen i Markedskroen med Hardinger Band og det fantastiske Shu-Bi-Dua-bagkatalog, mens kopibandet Hula Hula fortolker Flemming Bamse Jørgensen.
Stort springstævne og DM-kvalifikation
Det hidtil største samarbejde mellem Hjallerup Marked og Hjallerup Rideklub kan opleves på Ridestation, når der onsdag til lørdag kan forventes op mod 1000 starter i et omfattende ridestævne.
Stævnet bliver et af de største nogensinde i Hjallerup rideklubs historie.
– Det er superligaen indenfor springning, lover centerleder Anders Vestergaard Carlsen fra HRV.
Islandsk hestestævne søndag
Med 60 starter i alle aldersgrupper får publikum på Hjallerup Marked søndag lov at opleve de særlige islænderheste i et større stævne. Uanset om du er passioneret hesteekspert eller bare vil opleve hestene som en uundværlig del af et besøg på Hjallerup Marked, så kig forbi til tølt, pas og smukke heste søndag.
Mange timers børneunderholdning
Med gøglerskole, sanglege og ansigtsmaling er der hver dag masser af gratis børneunderholdning for børn i alle aldre.
En af de seneste års mest populære tv-tegneserier er den canadiske Paw Patrols. Nu kan du møde hundene Marshall og Chase på Hjallerup Marked sammen med deres vært Ryder i det storslåede show ”Ready For Action”. Her lover de kendte figurer et underholdende show med masser af tempo og action søndag fra klokken 13 i Markedskroen. Bagefter kan alle børn blive fotograferet og få autografer sammen med Marshall og Chase.
HUSK også Børnekræmmermarkedet omkring Torvegrillen lørdag formiddag.
Bæredygtige kræmmere i ny handelsgade
Efter ønske fra flere kræmmere vil Pladsudvalget til det forestående Hjallerup Marked oprette en særlig gade med bæredygtige boder. Hjallerup Marked har omkring seks kilometer kræmmerboder og er kendetegnet ved at spænde vidt i typer af handelsvarer. Markedet er ikke herre over, hvad der sælges i de enkelte boder, men det giver alligevel god mening for Hjallerup Marked at bakke om kræmmernes grønne dagsorden.
Markedsgudstjeneste, Pensionistfrokost og dansktop
Kom og mærk den helt unikke stemning, når Hjallerup Marked som altid fylder Markedsteltet fredag middag med pensionistfrokost, Markedsgudstjeneste og efterfølgende koncert. Gudstjenesten er vel den eneste i landet med fire åbne barer, og den afvikles igen i år af byens lokale præst.
Musikken til den efterfølgende koncert leveres i år af Bjørn og Okay. Et af landets mest populære dansktoporkestre i over et halvt århundrede.
NT indsætter ekstra busser
Fra Aalborg, Brønderslev og Hjørring er der indsat ekstra afgange udover de normale rutebusser til Hjallerup. Derudover er der indsat ekstra afgange på rute 73 og 74 fra Frederikshavn og Asaa.
Se alle køreplaner på hjemmesiden eller ntbillet.dk
Find mange flere nyheder og billeder på www.hjallerup-marked.dk, på Facebook og på Instagram.
Pressen kan derudover kontakte formand Keld Nielsen eller PR-ansvarlig Stefan Jacobsen for yderligere.