Kommunernes budgetforhandlinger starter meget snart. I den forbindelse har #enmillionstemmer (som pt. tæller ca. 22.000 medlemmer – se beskrivelse af gruppens formål mv. nedenfor) iværksat et landsdækkende initiativ, som skal minde kommunerne om behovet for at prioritere mennesker med handicap og psykisk sårbarhed i næste års budget.
Derudover er brevet forelagt social- og indenrigsminister Astrid Krag og Folketingets socialudvalg.
#enmillionstemmer – Bak op om pårørende til mennesker med handicap og psykisk sårbarhed
Denne gruppe kæmper for retssikkerhed for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende i hele landet.
I dag har ca 20% af den danske befolkning et større eller mindre handicap og/eller psykisk sårbarhed. De fleste har pårørende, der hver dag kæmper en kamp for, at deres børn, børnebørn, søskende, forældre, ægtefæller, venner og veninder kan få lov til at leve et værdigt liv på lige vilkår som alle andre.
Vi ønsker at gøre landets politikere opmærksomme på, hvor mange vi er, hvor store problemerne er, og at vi står sammen side ved side med ønsket om at blive hørt i vores kamp om at få retssikkerheden og retfærdigheden tilbage i socialpolitikken. Det handler om mennesker.Formål:
Det er lige nu vilkårligt, hvilken hjælp man som menneske med handicap/psykisk sårbarhed og pårørende kan få i landets kommuner. Det afhænger af, hvor i landet vi bor, og hvor ressourcestærke vi er, når vi skal argumentere for vores ansøgninger. Forskellen på, hvordan landets 98 kommuner forvalter området er stor. Det kæmper vi for at få sat en stopper for.
Sammen skal vi gøre det synligt for politikerne, hvor mange vi er, der kæmper hver dag. Vi skal fortælle politikerne vores historier og vise virkeligheden. For der er brug for massive ændringer.
Vi har lavet en ikke udtømmende ønskeliste til politikerne i Folketinget:
• Familierne får som det første tilknyttet en koordinator eller jurist, så familierne får nødvendig bistand og ikke bliver kastet rundt mellem forskellige afdelinger
• Der udvikles ”handlingspakker” for familier med nydiagnosticerede børn/voksne samt børn med tegn på angst og/eller skolevægring
– Der sikres en glidende overgang fra barn til voksen for handicappede, psykisk sårbare og pårørende.
• Finansiering og sagsbehandling adskilles for at sikre faglige og saglige vurderinger og for at komme økonomisk motiverede afgørelser til livs
• Sikre grundig viden hos sagsbehandlerne både i forhold til loven, hjælpemidler og diagnoser
• Der skal sikres lige adgang til bedst egnede special- og behandlingstilbud over hele landet
• Vi ønsker, at politikerne i Folketinget tager stilling til, om de 98 kommuner besidder de rette kompetencer til at kunne løfte ansvaret for handicapområdet
• Vi ønsker, at politikerne tager stilling til, hvordan afgørelser ikke er økonomisk begrundede
• Vi ønsker at åbne politikernes øjne for, at kommunernes uensartede behandling af reglerne på det specialiserede socialområde er et retssikkerhedsmæssigt nationalt problem, som de har ansvaret for at finde en løsning på.
Hvis du ønsker at høre mere om vores arbejde, så er du velkommen til at kontakte os.
Kære kommune
I skrivende stund er alle landets 98 kommuner i gang med forhandlingerne om, hvor mange penge der må bruges og på hvad i 2021.
Igen i år har medierne bragt historier om konsekvenserne af mange års besparel-ser. Men det er ikke små besparelser på ubetydelige områder. Det er hver gang hi-storier om massive besparelser på det specialiserede socialområde, på mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende.
Vi henvender os derfor nu på vegne af bevægelsen #enmillionstemmer og gruppen #enmillionstemmer – bak op om pårørende til handicap og psykisk sårbarhed, der p.t. har 22.000 medlemmer. For de besparelser, som finder sted i alle landets kommuner, handler ikke bare om tal. Bag tallene gemmer sig mennesker – hele familier – der bliver ramt.
Der er tale om menneskers liv, der ikke kan hænge sammen. Mennesker, der ikke kan få helt basal hjælp, så de kan føle sig som en værdig del af vores fælles sam-fund. Mennesker, der ikke selv kan bestemme, hvor de vil bo. Børn, der bliver nægtet et egnet skoletilbud. Besparelserne trækker en hale af mistillid og mistro efter sig.
Danmark ratificerede i 2009 FN’s Handicapkonvention og påtog sig derved en for-pligtelse til at indrette sin lovgivning og administrative praksis i overensstemmelse med konventionens krav. Landets kommuner er derfor forpligtede til at indrette bevillinger, så mennesker med handicap og psykisk sårbarhed kompenseres, så de kan leve deres liv på lige vilkår med den øvrige befolkning i Danmark.
Hvis I ikke har rammerne til at leve op til FN’s Handicapkonvention, vil vi bede jer tage ansvar for jeres borgere med handicap og psykisk sårbarhed ved at henvende jer til regeringen. Lad ikke kampen for gode rammer for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed forblive en kamp mellem borgere og kommuner, som det er i dag. Det er opslidende og nedbrydende både for borgere og medarbejdere. I kan være med til at gøre en forskel.
I dag har ca. 20% af den danske befolkning et større eller mindre handicap og/eller psykisk sårbarhed. De fleste af dem har pårørende, der hver dag kæmper en kamp for, at deres børn, børnebørn, søskende, forældre og ægtefæller kan få lov til at leve et liv på samme vilkår som alle andre.
Vi håber inderligt, at I vil lytte til vores bøn og prioritere mennesker med handicap og psykisk sårbarhed, når I skal til at forhandle om næste års budgetter.
På vegne af #enmillionstemmer,