Heltekapper og briller ligger klar og parat til deltagere i legehelteløb
Der er en god opbakning til onsdagens legehelteløb i Brønderslev.
Man er nu oppe på over 70 tilmeldte og det er man ganske tilfreds med hos arrangørerne.
- Målet var 60 deltagere, så alt der over gør bare succesen større, fortæller en glad handelschef, Lars Bisgaard Andreasen.
Han fortæller at man kan tilmelde sig løbet op til løbets start, men her kan man ikke garantere at de tilmeldte får en heltekappe og heltemaske, så derfor lyder opfordringen til at man tilmelder sig senest dagen før, af hensyn til bestilling af kapper og masker.
Ideen bag løbet er først og fremmest at familien har det sjovt sammen. Derfor er det også en overkommelig rute på 1 eller 3 km. deltagerne skal ud på i Brønderslev midtby.
- Deltagerne vil opleve et løb som måske er lidt anderledes end det man normalt oplever, for det er helt frivilligt om man vil løbe eller gå, og så vil man få små udfordringer ude på ruten, fortæller handelchefen i Brønderslev Handel Lars Bisgaard Andreasen.
Det kan være at man eksempelvis skal løbe baglæns, eller at man skal danse sig frem, ude på ruten. Og man kan glæde sig til et festligt og spetakulært løb.
Alle deltagerne, børn og voksne, får heltekappe og heltebriller, så der er lagt op til et festligt indslag I byens gader.
Der ud over har Jyske Bank sponsoreret vand til samtlige deltagere, og hvis man har lyst, laver Frisør Lotte Libak gratis fletninger på deltagerne i løbet.
Løbet slutter cirka 19.30 og herefter er der gaveshow hvor der trækkes lod på løbsnumrene.
Klokken 20.15 sendes deltagerne ud på heltemarch igennem byen.
Legehelteløbet er arrangeret af Brønderslev Handel og Brønderslev Hallerne i samarbejde med Børneulykkefonden, det koster 90 kr. at deltage. Hele beløbet går til Legeheltene som besøger børneafdelingerne på landets hospitaler og sørger for at lave leg, bevægelse og motion for bønene.
Foto: Der er lagt op til fest og glade dage når Legehelteløbet skydes i gang onsdag aften kl. 19.00
Kilde: Handelschef Lars Bisgaard Andreasen