De fleste i Danmark kender til Black Friday – det er efterhånden ret svært at undgå. Det er dog nok de færreste, som kender til Giving Tuesday, som handler om at samle penge ind til udsatte familier. Spar Nord og organisationen Familiestøtten laver derfor en indsamling på tirsdag, så udsatte familier også kan få en hyggelig jul.
Det er ikke alle familier, som har økonomi til at købe mere end det mest nødvendige – heller ikke til jul. Dette er en hård tanke, som mange danskere slet ikke kan forestille sig. Flere familier har simpelthen ikke mulighed for at købe julegaver til deres børn, fordi pengene er så små.
Derfor sætter flere erhvervsfolk fra Brønderslev og Hjallerup sig, på tirsdag den 30. november, i lokaler ved Spar Nord for at ringe rundt til personer i deres netværk for at bede om donationer til lige præcis dette formål. Blandt andet Allan Have, Daniel Svane og Lasse Risgaard fra Brønderslev ringer rundt i deres netværk for at finde personer, som vil donere nogle penge. Deres mål er at få samlet 100.000 kroner ind til udsatte familier i Brønderslev kommune.
Anette Dyrholm, som er direktør i Spar Nord Midtvendsyssel, står bag initiativet – hun synes nemlig, at det er en rigtig god ide. Det er jo svært for de fleste familier at forestille sig, at der overhovedet ikke var penge til, at børnene kunne få en lille julegave.
Alle kan give donationer
Camilla Hønberg, som er kontaktperson for Familiestøtten i Brønderslev kommune, fortæller, at der allerede er 50 familier tilmeldt til at få lidt julehjælp.
Der er derfor en del familier i Brønderslev Kommune, som godt kunne bruge lidt hjælp til at få en hyggelig juleaften med deres børn. Alle har mulighed for at donere penge til julehjælpen, hvis man vil støtte udsatte familie i julen.
Du kan donere penge på Mobile Pay: 210135
Foto af Henrik Louis