I årets første seks måneder er 1188 personer kommet til skade i trafikken, og 51 har mistet livet. Det viser de foreløbige ulykkestal fra Vejdirektoratet. Til sammenligning var der 1507 tilskadekomne og 90 dræbte i samme periode af 2016. At ulykkestallene bevæger sig i den rigtige retning, skal vi dog ikke tage for givet, lyder det fra GF Forsikring.
– Det er da glædeligt, at corona-nedlukningerne har haft en positiv effekt på trafiksikkerheden, og at de færre biler på vejene også har betydet færre ulykker og skader. Men jeg kan godt være lidt bekymret for, om tallene stiger meget, når nu samfundet efterhånden er åbnet helt op igen. Det har vi alle sammen – både borgere, organisationer, foreninger og politikere – et ansvar for at forhindre, siger Bjarne Christensen, der er formand for GF Aalborg, og fortsætter:
– Det ansvar tager GF Forsikrings fond fx på sig, når vi uddeler GF Trafikpris til gode trafikprojekter, som kan være med til at fastholde og forbedre trafiksikkerheden i lokalområdet. Trafikprisen og den økonomiske håndsrækning, der følger med, er en unik mulighed for at præge trafiksikkerheden her i Nordjylland, så jeg håber, at mange nordjyder vil søge prisen.
Lokale ideer med landsdækkende perspektiv
Bag den nationale pris står GF Forsikrings fond, der lige har åbnet op for nye ansøgninger til den 400.000 kroner store pulje. Trafikprisen har til formål at støtte lokale trafikprojekter, der har potentiale til større udbredelse og derigennem til at forbedre trafiksikkerheden i hele Danmark.
Jens Jørgen Vinther, der er formand for GF Fonden, opfordrer alle Nordjyllands institutioner, borgergrupper og foreninger til at søge støtte til konkrete aktiviteter og projekter. GF Trafikpris kan nemlig uddeles til mange forskellige typer af trafikprojekter, fortæller Jens Jørgen Vinther:
– Hvert år giver vi GF Trafikpris til både store og små projekter i hele landet. Men vi har særligt fokus på de projekter, der kan inspirere andre, og som har potentiale til at blive udbredt til flere lokalområder rundt omkring i landet. Nogle projekter beskæftiger sig med undersøgelser og analyser, andre er fysiske installationer som fx trafikbaner til børn, og andre igen er kurser for fx ældre eller handicappede. Fælles for dem alle er, at de på den ene eller anden måde er med til at skabe et mere trafiksikkert Danmark.
*** Faktaboks ***
Om GF Trafikpris
GF Trafikpris er en pulje på i alt 400.000 kr., der bliver fordelt til flere projekter. For at komme i betragtning til GF Trafikpris skal man gå ind på www.gffonden.dk og sende en ansøgning med en beskrivelse af sit projekt. Ansøgningsfristen er 24. oktober 2021.
Flere af trafikpriskomiteens medlemmer er aktivt og professionelt beskæftiget inden for områder med direkte relation til færdsel og trafiksikkerhed. Det sikrer en faglig og saglig behandling af alle henvendelser. |