Kan man virkelig gå en tur rundt i det drømmehus arkitekten tegnede for kun 48 timer siden, helt efter egne idéer og behov. Ja! siger et stort dansk byggefirma.
En arkitekttegning er ofte hele grundlaget for beslutningen om familiens nye drømmehus. Men nu behøver den ikke længere at stå alene, for et af landets største byggefirmaer tilbyder nu en virtuel rundtur i drømmehuset – inden man køber og altså lang tid før det bliver bygget. Med en ny Virtual Reality app kan man nemlig gå en virtuel tur i netop det hus som er resultatet af arkitektens anstrengelser.
”Vi mener det giver den helt rigtige mavefornemmelse at vores husbyggere kan fornemme deres helt eget personlige drømmehus indefra inden de skriver under på kontrakten og lang tid før vi bygger det” fortæller salgschef hos Lind & Risør Morten Bertelsen.
Den tekniske udvikling har gjort det muligt at man på sin smartphone eller tablet ganske enkelt kan ”gå rundt” og se om indretningen er som den skal være, og om arkitekten nu har fanget alle de helt personlige detaljer, som kendetegner familiens eget personlige drømmehus. Man kan mærke om rumvirkningen er den helt rigtige, hvordan det er at gå fra forældreafdelingen til børneafdelingen og om badeværelset nu er stort nok.
Er der én ting som den danske byggebranche kan nikke genkendende til, er det at danskerne vil have mere og mere personlige og individuelt udformede huse. En fælles trend for de huse, der i disse år opføres, er en øget interesse for personligt tilpassede huse med speciallavede, individuelle løsninger, der imødekommer drømmen om at skræddersy sit helt eget drømmehus.
”Det unikke ved vores Virtual Reality løsning er ikke smarte menuer og glinsende overflader. Det helt unikke er, at hos os tager VR modellen 100% udgangspunkt i den skitsetegning som arkitekten netop har udarbejdet, i tæt samarbejde med bygherren. Man får altså nærmest en 1:1 model af sit kommende hus og ikke bare en husmodel der minder om eller ligner, fortæller Morten Bertelsen og fortsætter ”tryghed og den rigtige mavefornemmelse er nogle af faktorerne, når familien skal vælge hvem der skal bygge deres nye hus og med dette tiltag, giver vi kunden en helt unik mulighed – og vel at mærke inden de har underskrevet kontrakten”.
I Lind & Risør Virtual Reality app ligger 4 forskellige demo-modeller lavet på baggrund af Lind & Risørs 4 udstillingshuse i Hillerød. Så med denne app i hånden kan man i Hillerød selv opleve, at det faktisk næsten er, som at være der selv.
”Udover ro i maven inden man køber nyt hus, hjælper det nok også lidt på ventetiden, at man kan gå en tur i sit hus via sin mobil eller tablet mens man venter på det rigtige hus bliver bygget” fortæller Morten Bertelsen.
Kilde: Lind og Risør