Med et nyt koncept vil værkstedskæden Hella Service Partner tiltrække el- og hybridbilejerne. Ved at opfylde nogle specifikke krav er Serritslev Autoværksted i Brønderslev nu blevet godkendt til at servicere elbiler.
Hybrid- og elbiler breder sig med stor hast, og i dag er cirka hver 20. bil i Nordjylland eldreven. Populariteten af de genopladelige modeller har ifølge den frie værkstedskæde Hella Service Partner fået flere bilejere til at foretrække mærkeværkstederne. For at tiltrække el- og hybridbilisterne har værkstedskæden netop lanceret et nyt koncept, hvor medlemsværkstederne kan blive godkendt til at servicere og reparere hybrid- og elbiler, såfremt de efterlever en række opstillede krav til blandt andet uddannelse og udstyr.
Spørger man Kim Høgsted, der er mekaniker og indehaver af Serritslev Autoværksted i Brønderslev, er det nye koncept et vigtigt step i forhold til at kunne garantere optimal service.
– Det er en stor gevinst for vores kunder, at vi nu kan skilte med vores godkendelse til servicering og reparation af hybrid- og elbiler, og kunderne kan i fremtiden føle sig ekstra trygge i at overlade deres bil til os. Det gør markedet større for os, og det glæder vi os bestemt over, siger Kim Høgsted.
Kravene består blandt andet af uddannelse i el- og hybridbiler af mekanikerne, og værkstedet skal have lift, ladestander og det nødvendige sikkerhedsudstyr til korrekt servicering af hybrid- og elbiler.
Forbrugerne vægter kvalitet
Ifølge Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.dk, vil en værkstedsgodkendelse af hybrid- og elbil-service fra en etableret kæde være noget, som forbrugerne bemærker og vægter:
– En genopladelig bil er en relativt kompliceret størrelse med ny teknologi, og mærkeværkstederne har en strukturel fordel i at få adgang til teknologierne før de frie værksteder. Det er derfor et godt træk fra en friværkstedskæde at udarbejde et koncept, der giver forbrugeren en garanti for professionel håndtering af hybrid- og elbiler.
– Det er investering i værkstedets fremtid, at vi nu kan fremvise godkendelsen til hybrid- og elbiler for kunderne, fortæller Kim Høgsted.
Gode chancer for succes
Såfremt de frie værksteder forstår at levere den fornødne service, har de ifølge Jan Lang gode chancer for at få et stigende antal bilejere til at vælge dem:
– De frie værksteder har stået over for tilsvarende udfordringer tidligere med lanceringen af dieselbiler, og de er gennem deres service og et lavere prisniveau lykkedes med at vinde en stor andel af mærkeværkstedernes kunder. Så set ud fra et historisk perspektiv har de gode chancer for at slå igennem på el- og hybridfronten også.
Kilde: Hella Service Partner