De førerløse busser på Astrupstien handler i virkeligheden om mere end teknologi. Det handler i høj grad også om sammenhængskraft i en bydel og social bæredygtighed blandt beboerne. De førerløse busser opfylder hermed FN’s verdensmål om at gøre byer, lokalsamfund og bosættelser inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige.
Aalborg Øst er planlagt efter funktionalistiske principper, der skaber en trafikalt effektiv men også fysisk og socialt skarpt opdelt bydel. Derfor har flere borgergrupper i Aalborg Øst store mobilitetsudfordringer – specielt kan de være udfordret på den interne mobilitet. Det kan medføre, at ældre og andre ufrivilligt står uden for fællesskabet.
At indsætte førerløse busser på Astrupstien kan bidrage til at højne den interne mobilitet samt at skabe en større sammenhængskraft i området mellem de mange boligområder, aktivitetscentre, indkøb, kulturaktiviteter, institutioner og sundhedsydelser. Dermed forventes også en højere livskvalitet hos brugerne og generelt en forøget sundhed og en større social inklusion i området.
“De førerløse busser skal være med til at skabe en lettere adgang til lokalområdets aktiviteter og tilbud. Busserne vil også gøre det lettere for borgerne i området at komme ud og møde andre mennesker – det kan medvirke til at højne folks livskvalitet og forebygge ensomhed. Gode forbindelser er en meget afgørende faktor for den gode udvikling af fremtidens Aalborg og opfyldelsen af FNs Verdensmål indenfor social bæredygtighed,” siger rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen.
Også direktør for Himmerland Boligforening Ole Nielsen ser også frem til de førerløse busser, som skaber nye og bedre muligheder for beboerne i området:
“Sundhed- og trivsel blandt vores beboere er vigtigt, og derfor bakker vi naturligvis op om de førerløse busser. Tiltaget gør det nemmere for vores beboere at deltage i de mange gode aktiviteter, der arrangeres i området, og det gør det nemmere at skabe eller vedligeholde et netværk. Samtidig vil det forkorte afstanden til Sundheds- og Kvartershuset, hvor beboerne får rabat på fitness og har mulighed for at besøge diverse sundhedstilbud. Den forkortede afstand kan være det der gør, at man får udnyttet tilbuddene og får øget sundhed og trivsel“, siger Ole Nielsen.
Busserne understøtter social bæredygtighed
Social bæredygtighed er også et fokus i FNs verdensmål og indsættelse af førerløse busser i Aalborg Øst, bidrager direkte til opfyldelse af FN’s Verdensmål – specielt Mål 11 om at gøre byer, lokalsamfund og bosættelser inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige. Bl.a. delmål 11.2 siger, at “inden 2030 skal der skabes adgang for alle til sikre, tilgængelige og bæredygtige transportsystemer til en overkommelig pris, trafiksikkerheden skal forbedres bl.a. ved at udbygge den kollektive trafik med særlig hensyn til behov hos sårbare befolkningsgrupper, kvinder, børn, personer med handicap og ældre”.
Fakta om de førerløse busser
- Ruten er på 2,1 km med 10 stoppesteder på Astrupstien, Aalborg Øst.
- Busserne bemandes i første omgang med en operatør fra Holo for at give passagererne en god oplevelse med den nye teknologi.
- Busserne kører min. hvert 15. min i hver retning alle ugens dage mellem 07.00 og 21.00
- Hver bus har en kapacitet på op til 11 passagerer.
- Det bliver gratis at benytte busserne i forsøgsperioden som varer 2 år.
- Busserne er 100% eldrevne og lader op i en garage knyttet til ruten.
- Busserne er selvkørende og navigerer ved hjælp af en række sensorer og LiDAR-teknologi.
Formål med de førerløse busser
- at højne den interne mobilitet i området
- at mobilisere en gruppe borgere, som i dag ikke er så mobile
- at linke boligområdet til den øvrige kollektive transport ud af området
- at gøre Aalborg Øst til en ‘first mover’ inden for selvkørende teknologi
- at øge trygheden i området samt skabe lokalt ejerskab til de førerløse busser
- at bidrage med viden om mødet mellem teknologi, by og mennesker
Læs mere på www.smartbus.dk