Fem tricks til at holde indbrudstyven væk juleaften
Hjemmearbejde og færre sociale arrangementer. Corona-epidemien har gjorde livet surt for indbrudstyvene i 2020. Men nu står der snart et vindue åben, når familier samles fra nær og fjern juleaften. Med et par enkelte tiltag, kan du sikre dig, at tyven opgiver at lægge vejen forbi dit hus.
Juleaften er børnenes fest, men traditionelt set desværre også indbrudstyvenes. Og noget tyder på, at tyvene har noget at indhente efter et år, hvor mange har været meget mere hjemme.
I årets første tre kvartaler i 2020 er antallet af indbrud faldet med 25 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
”Vil du undgå ubudne gæster, kan du med lidt forberedelse indbrudssikre dit hjem og tage af sted med mere ro i maven. Det handler bl.a. om at tjekke sine døre og vinduer, men også sørge for, at det stadig ser ud som om, der er nogen hjemme,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.
Vi giver dig her fem tips til, hvordan du holder tyven for døren.
1. Tjek døre og vinduer
Vinduer er indbrudstyvens foretrukne indgang til dit hjem, så her skal du være særligt opmærksom. Har du gamle vinduer, er de nemme at vriste op med et koben. Derfor kan du med fordel opgradere dem ved at sætte nye lister på, tilføje ekstra beslag eller sætte indvendige låse på. Prioriter de vinduer, der vender væk fra vej og nabo, hvor tyven kan arbejde mere uforstyrret. Tjek også din hoveddør og terrassedør – måske kan du sætte en suppleringslås på døren?
2. Sæt lås på skur og garage
Inden du triller væk med retning mod den store julemiddag, er det ikke kun hoveddøren, du skal tjekke en ekstra gang, for at se om den er låst. Lås også gerne din garage og dit skur – og særligt hvis du har værktøj hængende. Værktøj, der ligger frit til gængeligt, gør det kun nemmere for tyven at bryde ind.
3. Lad de elektriske julelys være tændt ude og inde
Lad endelig julelysene være tændt på buske og træer og inde i stuen. Det lyser op, og gør det sværere for tyven at arbejde ugeneret i mørket.
4. Tænd og sluk-ur
Det er en gammel kending, men det virker. Et hus fyldt af lys virker ikke nær så oplagt at begå indbrud i, som ét, der ligger mørkt hen. Så indstil et tænd og sluk-ur til at styre lyset, mens familien er væk. Det kan også være, du er så heldig at have en app, så du kan styre lyset fra distancen.
5. Allier dig med din nabo
Hvis du ved, at dine naboer holder jul hjemme, så aftal at de holder et vågent øje med uventede gæster ved dit hus. Synlige naboer skræmmer tyven væk.