En glad arrangør, Lars Juul Storgaard fra ØBI i Øster Brønderslev, fortæller til Brønderslev Avis at der nu kun er ganske få billetter tilbage til fredagens koncert kl. 20.15 med bandet, Version 1,0 og deres hyldestkoncert, Tak for sangen Kim Larsen.
– Der er solgt over 300 billetter indtil videre, så der er kun ganske få tilbage til på fredag, så vi er meget tilfredse med forsalget fortæller Lars Juul Storgaard.
– Der er omkring 130 personer der har taget mod Samlingshusets tilbud, om at samles til hyggelig fællesspisning inden koncerten, oplyser Marianne Nellemand fra Samlingshuset. – Vi er ovenud tilfreds med antallet af solgte spisebilletter, det skal nok blive godt og starten på en rigtig dejlig aften, hvor vi mindes Kim Larsens smukke sange.
Dørene til hallen åbnes kl. 19.30 og det vil måske være muligt at købe de allersidste billetter i døren, de sælges i så fald efter først til mølle princippet.