Til møde i Børne- og Skoleudvalget drøftedes elevfraværet i Brønderslev Kommune
Elevfravær i Folkeskolen
Udvalgsformanden har bedt om en status på elevfraværet i folkeskolen samt tiltag for at nedbringe fraværet, med henblik på en drøftelse i Børne- og Skoleudvalget.
Brønderslev Kommunes skolevæsen har igennem en årrække arbejdet på at nedbringe elevfraværet i folkeskolen. I skoleåret 2016/17 blev der konstateret et elevfravær, som var lidt over landsgennemsnittet. Der har siden været fokus på at nedbringe elevfraværet, herunder særligt andelen af elever med skolevægring. Tværfaglige arbejdsgrupper har udarbejdet nye tiltag og procedure for at nedbringe fraværet.
Fagforvaltningen for Børn og Kultur har set på det gennemsnitlige elevfravær i folkeskolen. I skoleåret 2018/19 var det samlede elevfravær på 5,4%, hvor landsgennemsnittet lå på 5,8%. I skoleåret 2019/20 er elevfraværet i Brønderslev Kommune faldet til 4% heraf udgør det ulovlige fravær 0,4%. Der er på nuværende tidspunkt ikke et landsgennemsnit for skoleåret 2019/20, men det store fald i elevfraværet i det seneste skoleår må efter fagforvaltningens overbevisning tilskrives Covid-19 nedlukningen i foråret 2020.
Definitioner af fravær
I folkeskolen benyttes der af tre former for fravær:
- Fravær på grund af sygdom, funktionsnedsættelse eller lignende
- Fravær med tilladelse til ekstraordinær frihed
- Ulovligt fravær
Ved ulovligt fravær skal skolen straks kontakte elevens forældre for at undersøge, hvorfor eleven er fraværende.
For at sikre, at alle forældre medvirker aktivt til at få deres børn i skole, blev der i 2019 indført nye regler (Lovbekendtgørelse nr. 823 af 15. august 2019), som betyder, at hvis en elev har ulovligt skolefravær på 15 procent eller derover inden for et kvartal, skal skolelederen underrette kommunen om fraværet. Det er dernæst op til kommunen at beslutte, om børne- og ungeydelsen skal standses for det næste kvartal.
Indsatser mod elevfravær
En af arbejdsgrupperne under projektet “PPR på sporet” arbejdede med tidlig tværfaglig indsats for elever med et negativt fraværsmønster. Arbejdet blev nedfældet i proceduren “Glad i skole – IGEN” – og er blevet brugt i det tværfaglige samarbejde på skolerne siden 2019.
Som et tillæg til det tværfaglige samarbejde arbejdes der på at etablere et nyt tiltag i kommunen i form af en Fraværskoordinator. De kommer til at indgå som en supplerende del af den nuværende fraværsindsats, det er fortsat skolen, som har det overordnede ansvar for fraværsindsatsen. Funktionen forankres i Familieafdelingen og indebærer en omorganisering, således at en del af den fremskudte socialrådgiverfunktion fra Varige Spor målrettes fraværsindsatsen. Det betyder, at to socialrådgivere hver kommer til at varetage funktionen som fraværskoordinator – én i distrikt Vest (Brønderslev Nord og Syd) og én i distrikt Øst (Dronninglund og Hjallerup). Den nye fraværskoordinatorfunktion træder i kraft fra januar 2021. Fraværsindsatsen og udviklingen her af, vil således fremadrettet være koncentreret på to socialrådgivere.
Overordnet mål med indsatsen
- At styrke fraværsindsatsen for børn og unge med bekymrende fravær, og som er i risiko for at udvikle skolevægring
- At støtten iværksættes så snart det bekymrende fravær opdages
- At sikre progression for den enkelte elev gennem tværfagligt samarbejde og høj grad af koordinering og sammenhængskraft
- At indsatsen er individuelt tilpasset og tager højde for de sammenhænge, der skaber, vedligeholder og forstærker skolefraværsproblematikken.
- At sikre en helhedsbetragtning på skolefraværsproblematikken.
Fagforvaltningen for Børn og Kultur har i samarbejde med skolerne udarbejdet et notat over andelen af elever på nedsat tid, skolevægring og hjemmeundervisning. Notatet viser, at der i alt er 60 elever på nedsat tid og den gennemsnitlige nedsættelse er på 12 timer om ugen.
Fagforvaltningen for Børn og Kultur foreslår, at Børne- og Skoleudvalget drøfter fraværssituationen i folkeskolen.
Fraværssituationen drøftet. Der arbejdes videre med fokus på og tiltag vedrørende fravær og skoleværing.
Notat – elever på reduceret tid
Fraværskoordinatorer – ny fraværsindsats fra januar 2021