Der bliver flere og flere af de små el-køretøjer i området!
Du kender dem sikkert godt, de små tre og firehjulede el-køretøjer der suser rundt i området, nogle uden nummerplader, andre med gul nummerplade og endelig nogle med hvid nummerplade. Mange, specielt mandlige, bilister dytter og vinker truende af førerne af disse små køretøjer, hvis de benytter vejbanen som kørebane, men er der nu også grund til det?
Hvad skal/må man egentlig som kabinescooter ejer. Det afhænger helt af hvilken slags kabinescooter man har. Her er et opfrisknings kursus til både de aggressive bilister, men selvfølgelig også til førerne af el-kabinescooterne, for hvad må man og hvad skal man i trafikken? Skribenten kører selv i sådan et dejligt køretøj, mange kender sikkert den grå kabinescooter med navnet ”Putte” og Brønderslev Avis logo bag på, i Brønderslev og omegn.
GENERELT FOR ALLE KABINESCOOTERE:
Først og fremmest, så kræver det gyldig ansvarsforsikring at føre en kabinescooter, uanset om det er med eller uden nummerplade! Man kører selvfølgelig ikke mens man er påvirket og man husker at bruge køretøjets lys og afviserblink.
PASSAGERER I KABINESCOOTERE:
Der må være en passager på bagsædet, hvis der er nummerplade på køretøjet, men kun hvis bagsædet er originalt monteret i kabinescooteren. Max 1 passager i køretøjet, sikkerhedssele skal bruges og er der ingen sele, skal man have hjelm på.
Børn under 5 år må kun transporteres i kabinescooter hvis der er sikkerhedssele på bagsædet. Børn under 135 cm skal være fastspændt i godkendt sikkerhedsudstyr, Autostol/Siddepude *
*OBS! Autostol og siddepude SKAL kunne monteres korrekt i henhold til deres brugsanvisning, for at det er lovligt. De fleste kabinescootere har kun 2-punkt seler på bagsædet og ofte kræver barnestol/siddepude 3-punkt seler, dermed kan disse sæder ikke fastspændes lovligt!
15 KM/T HANDICAP KABINESCOOTER:
Må max køre 15 KM/T og der er ikke krav om nummerplade. Disse må føres på fortov, cykelsti, men må max køre 5-6 KM/T på fortovet. Skal føres helt til højre af vejsiden, hvis der ikke er fortov eller cykelsti. Ingen passagerer.
30KM/T KABINESCOOTER UDEN NUMMERPLADE:
Er kommet til landet før 2019 som handicapkøretøj og der er derfor ikke krav om nummerplade. Alle kabinescootere efter 2019 skal have nummerplade på, hvis det ikke er en 15 KM/T handicapscooter, se ovenstående tekst.
30 KM/T kabinescootere uden nummerplade, betragtes som handicapkøretøj og må IKKE medtage passagerer. I trafikken følger de samme regler som gælder for 30 KM/T kabinescootere med GUL nummerplade.
30 KM/T KABINESCOOTER MED GUL NUMMERPLADE:
Hvis kabinescooteren er med GUL nummerplade, så er den indregistreret som lille knallert og kræver lille knallertkørekort hvis man er født efter 19 januar 1995, personer født før denne dato må køre den uden kørekort.
Må køre max 30km/t. Man skal bruge sikkerhedssele hvis det er monteret ellers skal man bruge hjelm. Dette gælder både fører og passager.
Skal følge færdselsreglerne som lille knallert, undtaget:
Parkering:
Må ikke parkeres på sti, fortov, men skal parkeres som en bil i P-bås eller langs kantsten. Husk P-skive hvor dette er et krav! Må kun parkeres i Handicap bås såfremt man har gyldigt handicap skilt.
Cykelsti:
Hvis stien er meget trafikeret med cykler ELLER hvis cykelsti ikke er bred nok til kabinescooteren, så skal kabinescooteren føres på vejen yderst til højre i kørebanen.
Der må være en passager på bagsædet, men kun hvis bagsædet er originalt monteret i kabinescooteren. Husk max 1 passager i køretøjet, sikkerhedssele skal bruges og er der ingen sele, skal man have hjelm på.
45 KM/T KABINESCOOTER MED HVID NUMMERPLADE:
Hvis kabinescooteren er med hvid nummerplade, så er den indregistreret som stor knallert og kræver stort knallertkørekort eller Motorcykel/Bil kørekort. Max hastighed 45 KM/T.
Den må IKKE køre på cykelsti og SKAL køre på vejen i højre side. Må ikke køre på motorvej/motortrafikvej da den ikke kan følge trafikken. Må have en passager på bagsædet. Sikkerheds seler skal bruges ellers skal fører og passager have hjelm på.
Det var en lille opremsning af reglerne som de er i øjeblikket. Det er svært at være 100% opdateret, da myndighederne regulerer ofte og ikke altid at den udøvende magt, Politiet, er helt med på hvad som gælder i øjeblikket. Den lovgivende magt tillemper reglerne så de svarer til køretøjerne i samfundet løbene.
Alle fakta er taget fra Rådet for Sikker Trafik. Parkeringsregler kan variere i de forskellige kommuner, hvis der er særregler, så skal det fremgå af skiltningen hvad som gælder, men ellers tjek med din kommune.
Kilde. Rådet for Sikker Trafik
Special rådgiver. Sune Bielefeldt