Som noget helt unikt kan publikum nu opleve teater fra passagersæderne i en bus, når Aalborg Teater lørdag den 6. maj 2023 har premiere på forestillingen Drømmefabrikken.
Hvorfor hold vi op med at drømme om fremtiden?
I dag har troen på, at samfundet og verden kan forandres ikke de bedste udsigter. Vi drømmer ikke længere så frit og håbefuldt om en retfærdig og bedre fremtid for alle. Men sådan har det ikke altid været. Faktisk var der en gruppe unge aktivister i Aalborg, som brugte de fleste af deres vågne timer på – ikke blot at drømme om den gode verden på et teoretisk plan, men også at føre aktuelle forbedringer ud i livet gennem handling. Gruppen i Aalborg var en del af et landsforbund med en kerne og periferi af 500-1000 videbegærlige og handlingsparate ildsjæle i Aalborg, Århus, Esbjerg, Odense, København og Helsingør. Fællesskabet hed ”Kommunistisk Forbund”, i daglige tale KF. Vi kalder deres projekt for ”Drømmefabrikken”.
I 1970’erne så Aalborg anderledes ud end i dag. En arbejder-by med mange store fabrikker som ”Værftet” og ”Tobakken” og kun få uddannelsessteder og studerende indtil AUC’s opstart. Titusinder kvinder og mænd oplevede dagligt at de rettigheder, frihed og lighed, som samfundet generelt hyldede og smykkede sig med, hørte op i dét øjeblik, man som ansat trådte ind på fabrikkens matrikel. Nu bestemte ejendomsretten over alle demokratiske rettigheder såsom ytringsfrihed og møde- og forsamlingsfrihed. Samtidig ødelagde cementstøv, kulstøv, asbest og kemikalier ikke bare mange arbejderes liv, men medførte også et usundt bymiljø og forurenede Limfjorden for alle borgere i fritiden. Afmagt og urimeligheder var der nok af, på trods af en stærk fagbevægelse og en gammel venstrefløj. Skulle de underkaste sig eller gøre oprør mod ”entreprenør-styret” og forældregenerationens, partiernes og fagbevægelsens stivnede lyssyn om ”vækst for enhver pris”?
KF i Aalborg og andre byer arbejdede på fabrikker og i fagforeninger for arbejdernes bedre løn, lige løn, arbejdsmiljø og selvforvaltning af virksomhederne. KF gik med i arbejdet for at gøre fagbevægelsen til en mere demokratisk kamporganisation. Arbejdede for at styrke kvindebevægelsens egne krav om reel ligeværd, boligbevægelsens krav om sociale boliger til rimelige priser, i et rent miljø. Miljøbevægelsens krav om billige, rene og sunde energiformer for alle i by og land, studenterbevægelsens krav om indflydelse, gratis uddannelse og fri forskning for mennesker ikke profit.
KF aktivisternes egne erfaringer på arbejdspladser og i bevægelserne indgik i debatten om og udarbejdelsen af en vision om et socialistisk deltagerdemokrati, hvor den enkeltes frie udvikling var betingelsen for alles frie udvikling og for at frigøre mennesket af udbytning og undertrykkelse.
Teaterforestillingen Drømmefabrikken er en bustur rundt til forskellige lokationer og temaer i KF’s arbejde. Glæd dig til en forestilling om håb, aktivisme og drømmen om en bedre fremtid.
Medvirkende
I forestillingen medvirker skuespillerne Marcus Gad Johansen og Thomas Kristian Bek samt de to tidligere KF’ere Henning Olesen og Leif Balle Müller.
Teaterdirektør Hans Henriksen instruerer, mens Nicolaj Spangaa står for scenografien.
Spilleperiode
Drømmefabrikken spiller på Aalborg Teater fra 6. maj til og med 10. juni 2023. Der spilles mandag til fredag kl. 20.00 samt lørdage kl. 16.30.
Kilde: Aalborg Teater