Brønderslev Bokseklubs 4 boksere, som deltog ved et diplomstævne i Randers lørdag, gjorde det alle rigtig godt. Den eneste som fik diplom, var Anders Hartmann i let sværvægt.
Anders boksede mod en bokser fra Lemvig Bokseklub, og efter en særdeles flot kamp, hvor Anders ind imellem boksede i ren opvisningsstil, vandt han i suveræn stil et diplom. Det var Anders` anden kamp ved stævnet, idet han tidligere på dagen havde bokset mod Victor Danielsen fra Lindholm. Lindholmbokseren vejede 7 kg. mere end Anders, noget som kun kan gøres i diplomkampe, men det var for tung en modstander til at Anders kunne få gang i sin sædvanlige tekniske boksning, så ingen diplom i denne kamp, men til gengæld en rigtig god gang sparring.
De 3 andre Brønderslev boksere fik ikke diplom, men to af dem var tæt på. Christian Tønder manglede kun et point i at opnå det eftertragtede diplom efter at have bokset en meget flot kamp. Det var den unge Brønderslev boksers 2. diplomkamp, og det var et kæmpe fremskridt fra hans første kamp. Fra at være en lidt forsagt bokser er han i den grad blevet et lille mandfolk som i den grad gik ind i bokseringen og satte dagsordenen, flot kamp.
Det samme kan man sige om Robert Lundberg, som også kun manglede 1 point i at opnå diplom. De to unge boksere har i den grad forbedret deres boksning, det bliver spændende at se dem i en rigtig kamp, forhåbentlig senere på sæsonen, men vi vil godt lige have dem ud i lidt flere diplomkampe, næste gang d. 10. november i Lindholm.
Den sidste Brønderslev bokser som var med i Randers var sværvægteren Lasse Hallund. Det var samtidig Lasses debut og det klarede han flot. Lasse opnåede ikke diplom, men boksede en rigtig god debut kamp mod en bokser fra Randers. Lasse er først begyndt at bokse i år, men han har allerede vist flair for boksning, han er seriøs til træningen, så det er en bokser vi i bokseklubben venter os en del af.
Erik Thrane Træner