I Øster Hjermitslev afholder vi, traditionen tro, dilettant under emnet “Ægteskab og ambitioner, verdensmænd og landsbykoner”. Vi har i mange år afholdt dilettant, hvor en række utroligt dygtige amatørskuespillere lægger stemningen for nogle hyggelige stunder. Der bliver grint og smilt, for hvis der er noget, vores dilettanter kan finde ud af, så er det at komme ud over scenekanten og ind i vores hjerter.
I Øster Hjermitslev prøver vi på at samle folk på tværs af generationer, og vi vægter samvær og fællesskab højt. Vi har flere fællesspisninger i løbet af året, og vi går også og sysler på en række andre spændende tiltag. Vi er en forening i rivende udvikling, og vi prøver at tænke en masse nye tanker. Dog ved vi, at det er nødvendigt og utrolig vigtigt at holde fast i traditioner. Derfor er weekenden i uge 8 i år også meget vigtig for os i bestyrelsen, for den står i dilettantens tegn!
Lørdag aften vil der blive spillet op til dans, hvor Peter Olsen leverer festlige toner for alle. Der er selvfølgelig også mulighed for at bestille lidt godt til ganen!